109
Baade Vildgæs og Graagæs og Ænder og Lommer svømmede ud mellem Bankerne, lagde sig i Ring rundt om Svanerne og stirrede paa dem. Svanerne brusede med Fjerene, slog Vingerne op som Sejl og strakte Halsene højt i Vejret. Af og til svømmede en af dem hen til en Gaas eller en Lom eller en Dykand og sagde et Par Ord. Og da var det, som om den tiltalte følte sig saa beæret, at han knap vovede at oplade Næbbet til et Svar.
Men saa var der en lille Lom, rigtig en lille, ondskabsfuld Gavstrik, der ikke kunde udholde al denne Højtidelighed. Den dukkede pludselig ned og forsvandt under Havfladen, lidt efter gav en af Svanerne et Skrig fra sig og svømmede væk saa hurtigt, at Vandet skummede. Derpaa standsede den og begyndte igen at se majestætisk ud. Men straks efter var der en anden, der skreg og bar sig ad akkurat paa samme Maade, og derefter skreg en tredje ligedan.
Nu kunde den lille Lom ikke holde sig længere under Vandet; den dukkede op og laa nu der paa Bølgerne, lille og sort og ondskabsfuld. Svanerne styrtede løs paa den, men da de saa, hvad det var for en lille, ussel Tingest, vendte de pludselig om, som om de holdt sig for gode til at skændes med saadan en. Men den lille Lom dukkede igen ned og nappede dem i Fødderne. Det gjorde væmmelig ondt, og det værste var, at de mistede deres Værdighed. Men pludselig gjorde de Ende paa Legen. De gav sig til at piske Luften med Vingerne, saa det buldrede, fo'r et langt Stykke hen over Vandet ligesom springende, fik endelig Luft under Vingerne og satte til Vejrs.
Det blev saa underlig tomt efter dem, og de, der før havde moret sig allermest over den lille Loms Paafund, skændte nu paa ham for hans Uforskammethed.
Drengen gik nu igen op i Land. Der stillede han sig hen og saa paa Sneppernes Leg. De lignede smaa bitte Traner, havde ligesom de en lille Krop, høje Ben, lang Hals og lette, svævende Bevægelser, kun var de ikke graa, men brune. De stod i en lang Række paa Stranden, lige hvor Bølgerne skyllede op paa den. Saa snart en Bølge kom rullende, løb hele Rækken baglænds. Saa snart den sugedes ud, fulgte de efter. Og saadan blev de ved i Timevis.
De pynteligste af alle Fuglene var dog Gravænderne. De var nok i Familie med de tamme Ænder, for de havde ligesom de en tung, bred Krop, fladt Næb og Svømmefødder, men de var meget pragtfuldere udstyrede. Selve Fjerdragten var hvid,
