110
men om Halsen havde de et bredt gult Baand og paa Vingerne et Spejl, der skinnede i grønt, rødt og sort, Vingespidserne var sorte, og Hovedet var sortegrønt og metalglinsende.
Saa snart nogen af dem viste sig paa Stranden, sagde de andre Fugle: „Nej, se til dem der! Det kan nok være, de forstaar at pynte sig!” — „Var de ikke saa udstafferede, behøvede de vel ikke at grave sig ned i Jorden, men kunde bo under aaben Himmel som en anden en,” sagde en brun Græsand. — „De kan nu anstrenge sig, saa meget de vil, de kan dog aldrig komme til at tage sig ud med den Næse, de har,“ sagde en Graagaas. Og det var virkelig sandt. Gravænderne havde en stor Pukkel paa Næbbet, som aldeles spolerede deres Ansigt.
Langs Strandkanten fo'r Maager og Terner frem og tilbage over Vandet og fiskede. — ,Hvad er det for Fisk, I fanger?” spurgte en Vildgaas. — „Det er Hundestejler. Det er ølandske Hundestejler. Det er den bedste Fisk i hele Verden,“ sagde en Maage. „Vil du smage?“ Og den fløj henimod Gaasen med hele Munden fuld af de smaa Fisk og vilde give hende. „Uh fy! Tror du, jeg vil spise saadan noget Skidt?” sagde Vildgaasen.
Næste Morgen var det stadig lige taaget. Vildgæssene gik paa Engen og græssede, men Drengen var gaaet ned til Stranden for at samle Muslinger. Der var nok af dem, og da det faldt ham ind, at han maaske i Morgen vilde komme til et Sted, hvor han slet ingen Mad kunde faa, saa besluttede han, at han vilde prøve paa at lave sig en lille Pose, som han kunde fylde med Muslinger. Der stod paa Strandbredden en hel Del visne Siv, som var sejge og stive, og han gav sig nu til at flette en Ransel af dem. Det Arbejde tog ham flere Timer, men han var ogsaa rigtig tilfreds med det, da det var færdigt.
Ved Middagstid kom alle Vildgæssene løbende og spurgte ham, om han ikke havde set noget til den hvide Gase. „Nej, han har ikke været med mig,” sagde Drengen. — „Han har været sammen med os lige til for nylig,” sagde Akka, „men nu ved vi ikke, hvor han er bleven af.“
Drengen blev gruelig forskrækket. Han spurgte, om nogen Ræv eller Ørn havde vist sig, eller om noget Menneske havde været i Nærheden. Men ingen havde mærket noget farligt. Gasen var vel blot gaaet vild i Taagen.
Men for Drengen var Ulykken lige stor, paa hvad Maade Gasen saa var kommen bort, og han gav sig straks paa Vej for at lede efter den. Taagen beskyttede ham, saa han kunde løbe,
