113
listede han sig op i Bunken. Han var vred over, at Gasen havde narret ham, og nu vilde han lade den Graagaas vide, at Gasen tilhørte ham. Den skulde føre ham op til Lapland, og der var ikke Tale om, at den kunde blive tilbage for hendes Skyld. Men da han fik den unge Gaas at se nærmere, forstod han baade, hvorfor Gasen havde gaaet og baaret Mad op til hende i to Dage, og hvorfor han ikke havde villet fortælle, at han hjalp hende. Hun havde det fineste lille Hoved, Fjerdragten var som den blødeste Silke, og Øjnene var milde og bedende.
Da hun fik Øje paa Drengen, vilde hun løbe sin Vej. Men den venstre Vinge var af Led og slæbte langs ad Jorden, saa den hindrede alle hendes Bevægelser.
„Du skal ikke være bange for mig,“ sagde Drengen og saa slet ikke saa vred ud, som han havde haft i Sinde. „Jeg er Tommeltot, Morten Gases Rejsekammerat.“ Og saa blev han staaende og vidste ikke, hvad mere han skulde sige.
Der kan undertiden være noget i Dyrs Udtryk, som gør, at man spørger sig selv, hvad de egentlig er for Væsener. Man har en Følelse af, at de kunde være forvandlede Mennesker. Saadan noget var der ved den lille Graagaas. Saa snart Tommeltot sagde, hvem han var, nejede hun med Halsen paa det nydeligste og sagde med en Stemme, der var saa smuk, at Drengen umulig kunde tro, det var en Gaas, der talte: „Jeg er meget glad over, at du er kommen herhen for at hjælpe mig. Den hvide Gase har fortalt mig, at ingen i hele Verden er saa klog og god som du.”
Hun sagde dette med en saadan Ynde og Værdighed, at Drengen blev ganske flov. „Det kan aldrig være en rigtig Gaas,” tænkte han. „Det maa bestemt være en fortryllet Prinsesse.”
Han fik stor Lyst til at hjælpe hende og stak sin ene Haand ind under Fjerene og følte paa Vingebenet. Benet var ikke brækket, men det maatte være af Led, for han fik Fingeren ind i en tom Ledhule. „Pas nu paa,” sagde han, tog et fast Tag om Benpiben og pressede den ind, hvor den skulde sidde. Han gjorde dt overmaade rask og flinkt, i Betragtning af, at det var første Gang, han gav sig af med at være Doktor, men det maa have gjort meget ondt, for den stakkels, lille Gaas udstødte et eneste vildt Skrig og sank saa ned mellem Stenene uden at give Livstegn fra sig.
Drengen blev gruelig forskrækket. Han havde villet hjælpe
