114
hende, og nu var hun død. Han skyndte sig at springe ned af Stenbunken og løb sin Vej af alle Kræfter. Han syntes, det var, som om han havde slaaet et Menneske ihjel.
Næste Morgen var Taagen forsvunden, og Akka sagde, at nu skulde de fortsætte deres Rejse. Alle de andre var straks rede, kun den hvide Gase gjorde Indvendinger. Drengen forstod nok, at han ikke vilde rejse fra sin Veninde Graagaasen. Men Akka vilde ikke høre paa ham, og Flokken begav sig afsted.
Drengen sprang op paa Gasens Ryg, og den hvide fulgte Flokken, men langsomt og uvilligt. Drengen derimod var glad ved at komme bort fra Øen. Han havde Samvittighedsnag for Graagaasens Skyld og havde ikke turdet fortælle Gasen, hvordan det var gaaet, da han vilde kurere paa hende. Det var bedst, at Morten Gase aldrig fik noget at vide om den Ting, tænkte han. Alligevel undrede han sig over, at Gasen kunde nænne at rejse fra hende.
Men pludselig vendte Gasen om. Den kunde ikke glemme sin lille Ven. Med Laplandsrejsen maatte det gaa, som det vilde, men den kunde ikke flyve bort, naar den vidste, at hun laa syg og forladt og maatte sulte ihjel.
Med nogle Vingeslag var den henne ved Stenbunken. Men der laa ingen Graagaas mellem Stenene. „Dunfin! Dunfin! Hvor er du?“ skreg Gasen.
„Ræven har vel fundet hende og ædt hende,” tænkte Drengen. Men i det samme hørte han en blød Stemme svare: „Jeg er her, Morten! jeg er her! Jeg har blot været nede at tage mig et Morgenbad.” Og op af Vandet kom den smukke, lille Graagaas frisk og sund og fortalte, hvorledes Tommeltot havde trukket hendes Vinge i Led, og at hun nu var aldeles rask og rede til at følge med paa Rejsen.
Vanddraaberne laa som Perler paa hendes silkebløde Fjer, og Tommeltot tænkte igen, at hun var bestemt en rigtig Prinsesse.
