6
Men det var næsten, som om Fader havde gættet Drengens Tanker, for lige da han var i Døren og skulde til at gaa, blev han staaende og vendte sig om til ham.
„Naar du ikke vil med Moder og mig i Kirke,” sagde han, „saa synes jeg ialtfald, du kan læse en Prædiken herhjemme. Lover du mig det?”
„Ja,” sagde Drengen, „det kan jeg jo gærne.“ Og han tænkte naturligvis, at han læste ikke mer, end han havde Lyst til.
Drengen syntes aldrig, han havde set sin Moder saa hurtig i Vendingen. I et Nu var hun henne ved Væghylden, tog Luthers Postil ned og lagde den paa Bordet henne ved Vinduet med Dagens Prædiken opslaaet. Hun slog ogsaa op i Evangeliebogen og lagde den ved Siden af Postillen. Tilsidst trak hun den store Lænestol hen til Bordet, den, der blev købt forrige Aar paa Auktionen i Vemmenhög Præstegaard, og som ellers ingen andre end Fader fik Lov at sidde i.
Drengen sad og tænkte paa, at Moder gjorde sig altfor megen Ulejlighed med de Tilberedelser, for han havde slet ikke i Sinde at læse mer end en Side hist og her. Men nu var det for anden Gang ganske, som om Fader kunde se helt igennem ham, for han kom hen til ham og sagde strengt: „Se nu til, at du læser ordentligt! For naar vi kommer hjem, hører jeg dig i hver eneste Side, og har du sprunget en Side over, kan du tro, jeg skal lære dig.”
„Prædikenen er fjorten og en halv Side,” sagde Moderen, som for at gøre Maalet fuldt. „Du maa nok sætte dig til at læse med det samme, hvis du skal komme igennem den.”
Saa gik de da endelig, og da Drengen stod i Døren og saa efter dem, syntes han, de havde fanget ham i en Fælde. „Nu gaar de nok og er stolte af, at de har lavet det saa godt, at jeg maa sidde og hænge over Prædikenen al den Tid de er borte,” tænkte han.
Men det var saa langt fra, at hans Fader og Moder gik og var stolte af nogetsomhelst; de var tværtimod temmelig bedrøvede. De var fattige Husmandsfolk og havde ikke stort mere Jord end en Haveplet. I den første Tid de havde Huset, kunde de ikke føde mer end en Gris og et Par Høns, men de var sjælden stræbsomme og dygtige Folk, og nu havde de baade Køer og Gæs. Det var gaaet udmærket frem for dem, og havde de ikke haft Sønnen at tænke paa, vilde de være gaaet glade og fornøjede i Kirke den smukke Søndagmorgen. Fade-
