7
ren klagede over, at han var doven og lad, i Skolen havde han ikke bestilt noget, og han var saa udygtig, at han med Nød og næppe kunde sætte ham til at vogte Gæs. Og Moderen nægtede slet ikke, at dette var sandt, men hun var mest bedrøvet over, at han var en vild og slem Dreng, haard imod Dyr og ondsindet imod Mennesker. „Om dog Gud vilde knække hans Haardhed og give ham et andet Sind!“ sagde Moderen. „Ellers bliver han til Ulykke baade for sig selv og os.“
Drengen stod længe og overvejede, om han skulde læse Prædikenen eller ej. Men saa blev han enig med sig selv om, at denne Gang var det bedst at være lydig. Han satte sig i Præstegaardslænestolen og gav sig til at læse. Men da han en Tid lang havde remset Ordene halvhøjt op, var han lige ved at falde i Søvn af sin egen Mumlen, og han mærkede, at han begyndte at nikke.
Udenfor var det det skønneste Foraarsvejr. Det var ikke længere hen paa Aaret end den tyvende Marts, men Drengen boede i Vester Vemmenhögs Sogn langt nede i det sydlige Skaane, og der var Foraaret allerede i fuld Gang. Det var ikke grønt endnu, men det var frisk og ved at knoppes. Der var Vand i alle Grøfter, og Følfoden stod i Blomst paa Grøftekanten. Alt det Smaarevl, der gror paa Stengærderne, var brunt og blankt. Bøgeskovene langt borte stod ligesom og svulmede og blev tættere med hvert Øjeblik. Himlen var høj og lyseblaa. Husdøren stod paa Klem, saa man kunde høre ind i Stuen, hvor Lærkerne slog. Hønsene og Gæssene gik ude i Gaarden, og Køerne, der følte Foraarsluften helt ind i Baasene, gav nu og da et Brøl fra sig.
Drengen læste og nikkede og kæmpede med Søvnen. „Nej, jeg vil ikke falde i Søvn,“ tænkte han, „for saa kommer jeg ikke igennem dette her i Formiddag?“
Men hvordan det nu gik, i Søvn faldt han.
Han vidste ikke, om han havde sovet kort eller længe, men han vaagnede ved, at han hørte en svag Støj bagved sig.
I Vindueskarmen lige foran Drengen stod der et lille Spejl, og i det kunde man se næsten hele Stuen. I det samme Drengen nu løftede Hovedet, kom han til at se ind i Spejlet, og da saa han, at Laaget paa Moderens Kiste var lukket op.
Moderen havde nemlig en stor, tung, jernbeslaaet Egetræs Kiste, som ingen uden hun selv maatte lukke op. Der gemte Moder alt det, hun havde arvet efter sin Moder, og som hun var mest øm over. Der laa et Par gammeldags Dragter af
