Spring til indhold

Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/123

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

117

de skulde blive knust imellem dem. Et Par Gange forsøgte Vildgæssene at stille sig paa Isflagerne. Men en Gang fejede den vilde Storm dem ned i Vandet. En anden Gang kom de ubarmhjertige Sæler krybende op paa Isen.

Ved Solbjergslag var Gæssene endnu en Gang oppe i Luften. De fløj fremad, ængstelige for Natten. De syntes, at Mørket kom altfor hurtig over dem i denne Aften, der var saa fuld af Farer.

Det var skrækkeligt, at de endnu ikke saa Land. Hvordan skulde det gaa dem, hvis de nødtes til at blive ude paa Havet hele Natten. De vilde enten blive knust af Isflagerne eller ædt af Sælerne eller splittede ad af Stormen.

Himlen var skjult af Skyer, Maanen gemte sig bag dem, og Mørket kom tidlig. Da det kom, fyldtes hele Naturen af en Gru og Uhygge, der bragte selv de modigste Hjerter til at bæve. Hele Dagen havde man hen over Havet hørt Skrig af Trækfugle i Nød, men nu, da man ikke mere kunde se, hvor Skrigene kom fra, lød de uhyggeligt og skræmmende. Nede paa Havet stødte Isflagerne sammen med vældige Brag. Sælerne opstemte deres vilde Jagtsange. Det var, som Himmel og Jord skulde styrte sammen.

FAARENE.

Drengen havde siddet nogen Tid og set ned i Havet. Pludselig syntes han, at det begyndte at bruse stærkere end før. Han saa op. Lige foran ham, kun en tre, fire Alen borte, hævede der sig en nøgen og ru Bjergvæg. Ved dens Fod knustes Bølgerne til det vildeste Skumsprøjt. Vildgæssene fløj lige imod Klippen, og Drengen kunde ikke tænke sig andet, end at de maatte knuses imod den.

Men ligesom han begyndte at undre sig over, at Akka ikke i Tide havde set denne Fare, naaede de Bjerget. Da opdagede han ogsaa lige foran dem den halvrunde Aabning til en Grotte. Den styrede Gæssene ind i, og i næste Øjeblik var de i Sikkerhed.

Det første, de rejsende tænkte paa, inden de gav sig Tid til at glæde sig over deres Redning, var at se efter, om ogsaa alle deres Kammerater var i Behold. Der var da Akka, Yksi, Kolme, Neljæ, Viisi, Kuusi og alle seks Gæslinger, Gasen, Dunfin og Tommeltot, men Kaksi fra Nuolja, den første Gaas paa