118
venstre Fløj var forsvunden, og ingen vidste noget om hendes Skæbne.
Da Vildgæssene opdagede, at ingen anden end Kaksi var bleven skilt fra Flokken, tog de det med Ro. Kaksi var gammel og klog. Hun kendte alle deres Veje og Vaner, og hun vilde nok finde tilbage til dem igen.
Saa begyndte Vildgæssene at se sig om inde i Hulen. Der kom endnu saa meget Lys ind igennem Aabningen, at de kunde se, at Grotten var baade bred og dyb. De glædede sig over at have fundet saadan et prægtigt Nattekvarter, da en af dem pludselig fik Øje paa nogle skinnende grønne Punkter, der lyste frem fra en mørk Krog. „Det er Øjne,” raabte Akka; „der er store Dyr herinde.“ De styrtede imod Udgangen, men Tommeltot, der saa bedre i Mørke end Vildgæssene, raabte til dem: „Det er ikke noget at være bange for. Det er bare nogle Faar, der ligger langs med Grottens Væg.”
Da Vildgæssene havde vænnet sig til Grottens Halvmørke, kunde de ogsaa tydelig se Faarene. De voksne Faar kunde vel være ligesaa mange som de selv, men desuden var der nogle smaa Lam. En stor Vædder med lange, snoede Horn lod til at være den fornemste i Flokken. Vildgæssene gik hen foran ham og nejede dybt. „Vel mødt i Vildmarken!” hilste de, men Vædderen laa ganske stille og sagde ikke et eneste Ord til Velkomst.
Vildgæssene troede nu, at Faarene var misfornøjede med, at de var taget ind i deres Grotte. „Det er maaske ikke rigtig belejligt, at vi er taget ind her i Huset,” sagde Akka. „Men vi kan ikke gøre for det, det er Vindens Skyld. Stormen har pisket os om hele Dagen, og vi vil være meget taknemmelige for at blive her Natten over.” Det varede meget længe, før noget af Faarene svarede et Ord, men man kunde tydelig høre, at et Par af dem sukkede dybt. Akka vidste nok, at Faar altid er nogle underlige, undselige Dyr, men det lod da til, at disse ikke havde det fjerneste Begreb om dannet Opførsel. Endelig var der et gammelt Hunfaar med langt og bedrøvet Ansigt, som med klagende Stemme svarede: „Der er ikke nogen af os, der vil forbyde jer at blive her, men det er et Sorgens Hus, I er kommen til, og vi kan ikke tage imod Gæster som i gamle Dage.” — „Det skal I ikke tage jer nær,” sagde Akka. „Vidste I, hvad vi har maattet gaa igennem i Dag, vilde I forstaa, at vi er tilfreds, bare vi faar en sikker Plet at sove paa.”
Da Akka sagde dette, rejste det gamle Faar sig op. „Jeg tror nok, at det vilde være bedre for jer at flyve om i den vær-
