Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/128

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

122

me listende. „Stød nu bare til, lige frem!” hviskede Drengen. Vædderen stødte til, og den forreste Ræv fik et Stød, saa den slog en baglænds Kolbøtte og trillede hen mod Udgangen. „Stød nu til venstre!“ sagde Drengen og vendte Vædderens Hoved i den Retning. Vædderen stødte til af alle Kræfter og ramte den anden Ræv i Siden. Den trillede rundt flere Gange, inden den kom paa Benene og kunde flygte. Drengen ønskede bare, at den tredje Ræv ogsaa havde faaet et Stød, men den var allerede stukken af.

„Nu tænker jeg, at de har faaet nok for i Nat,” sagde Drengen. — „Det tænker jeg med,“ sagde den store Vædder. „Læg dig nu paa min Ryg og kryb ned i Ulden! Du kan nok fortjene at faa det godt og varmt efter al den Blæst, du har været ude!”

HELVEDESHULLET.

Lørdag 9. April.

Næste Dag gik den gamle Vædder omkring med Drengen paa Ryggen og viste ham Øen. Den bestod af en eneste vældig Klippeblok. Den var som et stort Hus med lodrette Vægge og fladt Tag. Vædderen gik først op paa Taget og viste Drengen de gode Græsmarker der, og Drengen maatte indrømme, at Øen var som skabt for Faar. Der voksede ikke stort andet deroppe end Faaresvingel og saadanne smaa, tørre, krydrede Urter, som Faarene holder af.

Men der var sandelig andet end Faaremad at se paa for den, der var kommen lidt til Vejrs. Da saa man for det første hele Havet, der nu laa blaat og solbelyst og rullede i blanke Dønninger; kun hist og her ved en Klippespids sprøjtede det Skummet op i Luften. Lige for laa Gulland med sin lange og lige Kyst, og i Sydvest laa Store Karlsø, der var bygget ganske som Lille Karlsø. Da Vædderen gik helt hen til Kanten af Klippetaget, saa Drengen kunde se ned ad Klippevæggene, opdagede han, at de var helt fulde af Fuglereder, og i det blaa Hav under ham laa Krikænder og Fløjlsænder og Edderfugle og Tejster og Alker stille og fredeligt og morede sig med at fiske Sild.

„Det er da et velsignet Land, dette her,” sagde Drengen. „I bor rigtignok smukt, I Faar.“ — „Ja, smukt er her nok,” sagde den gamle Vædder. Det var, som om han vilde have sagt noget mere, men han sukkede bare. „Men gaar du her alene, maa du tage dig i Agt for alle de Revner, der løber igennem Bjerget,“ tilføjede han lidt efter. Den Advarsel kom tilpas, for