Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

123

der var flere Steder dybe og brede Revner. Den største af dem hed Helvedeshullet. Den var mange Favne dyb og næsten en Favn bred. „Falder man ned i den, er det forbi med en med det samme,” sagde Vædderen. Det lød for Drengen, som om han havde en Mening med de Ord.

Derefter førte han Drengen ned paa Strandbredden. Nu fik han de Trolde at se paa nært Hold, som han nær var bleven bange for om Natten; det var ikke andet end store Klippeblokke. Drengen kunde ikke se sig mæt paa dem; han tænkte, at havde der nogensinde været Trolde, der var bleven forvandlet til Sten, saa maatte de have set saadan ud.

Men der var noget andet nede paa Strandbredden, der var endnu uhyggeligere. Der laa alle Vegne døde Faar. Det lod til, at det var her, Rævene havde holdt deres Maaltider. Han saa Skeletter, der var helt afpillede, men ogsaa Faarekroppe, der bare var halvspist, og nogle, som de knap havde smagt paa og derefter ladet ligge. Det var ligefrem hjerteskærende at se, at Rovdyrene havde kastet sig over Lammene blot for Morskabs Skyld, blot for at jage og rive ihjel.

Vædderen gik stille forbi de døde Kroppe, men Drengen kunde ikke undgaa at se alt det sørgelige.

Nu gik Vædderen atter op paa Klippehøjden, men da han var kommen helt op, blev han staaende og sagde: „Hvis nogen, der var klog og tapper, fik al den Elendighed at se, der hersker her, vilde han sikkert ikke slaa sig til Ro, førend de Ræve havde faaet deres velfortjente Straf.” — „Rævene skal vel ogsaa leve,” sagde Drengen. — „Ja,” sagde Vædderen, „de, der ikke slaar flere Dyr ihjel, end de behøver til deres Underhold, de skulde have Lov at leve. Men saadan nogle Misdædere!” — „Kunde Bønderne, der ejer Øen, ikke komme herover og hjælpe jer?“ spurgte Drengen. — „De har været her flere Gange,“ svarede Vædderen, „men Rævene gemmer sig i Huler og Revner, saa de ikke kan komme til at skyde dem.” — „Du mener da vel ikke, at saadan en lille Stakkel som jeg kan gøre det af med de Dyr, som hverken I eller Bønderne kan faa Bugt med?“ — „En lille og forvoven er bedre end en stor og doven,” sagde den gamle Vædder.

Nu talte de ikke mere om den Ting, men Drengen løb hen og satte sig hos Vildgæssene, der gik og græssede. Skønt han ikke vilde lade Vædderen se det, var han dog meget bedrøvet for de stakkels Faars Skyld og ønskede inderlig, han kunde