124
hjælpe dem. „Jeg vil tale med Akka og Morten Gase om det,” tænkte han, „kanske de dog kan finde paa et godt Raad.”
Lidt efter tog den hvide Gase Drengen paa Ryggen og gik hen over Sletten ad Helvedeshullet til.
Den gik ganske sorgløst hen over den aabne Højslette, og det lod slet ikke til, at den tænkte paa, hvor hvid og stor den var. Den skjulte sig ikke bag Tuer eller Stene, men gik lige frem. Det var underligt, at den ikke var mere forsigtig, for det lod dog til, at den var kommen til Skade i Stormen Dagen før; den haltede paa det højre Ben og slæbte den venstre Vinge efter sig, som om den var knækket.
Den gik, som om der var Fred og ingen Fare, nappede et Græsstraa her og et andet hist og saa hverken til højre eller til venstre. Drengen laa magelig henslængt paa dens Ryg og saa op i den blaa Himmel. Han var nu saa vant til at ride, at han kunde baade staa og ligge paa Gaaseryggen.
Da baade Drengen og Gasen var saa ubekymrede, mærkede de slet ikke, at de tre Ræve var kommen frem af Klipperevnen. Og Rævene, der vidste, at det næsten var umuligt at komme en Gaas til Livs paa aaben Mark, tænkte i Begyndelsen slet ikke paa at jage efter Gasen. Men da de ikke havde andet at bestille, gemte de sig dog tilsidst snart i en, snart i en anden Klipperevne for at lure paa Gasen, der aabenbart aldeles ikke havde mærket dem.
Da Gasen var temmelig nær ved den Revne, hvor de sad, gjorde den et Forsøg paa at hæve sig op i Luften. Den slog ud med Vingerne, men den kunde ikke komme til Vejrs. Nu kunde Rævene forstaa, at den var ude af Stand til at flyve, og de listede sig nu ind paa den med endnu større Iver. De holdt sig ikke længer skjult i Klipperevnerne, men kom ud paa den aabne Højslette. De gemte sig, saa godt de kunde, bag Tuer og Stene og kom nærmere og nærmere ind paa Gasen, uden at det lod til, den mærkede, at der var nogen efter den. Tilsidst var Rævene saa nær, at de kunde gøre Springet. De kastede sig alle paa een Gang med et vældigt Spring over den.
I sidste Øjeblik maatte Gasen alligevel have mærket, at der var noget paa Færde, for den sprang til Side, saa Rævene forfejlede Springet. Det hjalp den nu ikke synderlig, for den havde jo kun et Par Favnes Forspring, og saa haltede den jo desuden. Den Stakkel for afsted, saa godt den kunde. Og Gæs kan jo løbe forfærdelig hurtigt, saa at endog en Ræv kan have ondt ved at indhente den.
