130
aabne Dør: gyldne Kors og guldbeslaaede Altere og Præster i gyldent Skrud! Lige overfor Kirken laa der et Hus med Tinder og et eneste skyhøjt Taarn. Det var sagtens Raadhuset. Og mellem Kirken og Raadhuset, hele Torvet rundt, knejsede de smukke Gavlhuse med den mangfoldigste Udsmykning.
Drengen havde løbet sig baade varm og træt. Han mente, han nu havde set det mærkeligste, og begyndte derfor at gaa langsommere. Den Gade, han nu var drejet ind i, var vist den, hvor Byfolkene købte deres prægtige Klæder. Der stod fuldt af Folk foran de smaa Boder, mens Købmændene ud over Disken bredte stift, blomstret Silketøj, tykt Guldmor, broget Fløjl, lette Florsshawler og Kniplinger som Spindelvæv.
Før, mens Drengen løb gennem Gaderne, havde ingen lagt Mærke til ham. Menneskene havde vist troet, at det bare var en lille, graa Mus, der pilede forbi dem. Men nu, da han gik langsomt op ad Gaden, fik en af Købmændene Øje paa ham og vinkede ad ham.
Drengen blev først bange og vilde løbe forbi, men Købmanden vinkede og smilede og bredte et dejligt Stykke Silkedamask ud paa Disken for at lokke ham.
Drengen rystede paa Hovedet. „Jeg bliver aldrig saa rig, at jeg kan købe een Alen af det Tøj,” tænkte han.
Men nu havde de faaet Øje paa ham i hver eneste Butik hele Gaden ned. Hvor han saa vendte Hovedet hen, stod der en Kræmmer og vinkede ad ham. De lod deres rige Kunder staa og tænkte kun paa ham. Han saa, at de løb ind i Butikkernes inderste Kroge for at hente det bedste frem, de havde at sælge, og at deres Hænder ligefrem rystede af Iver, mens de lagde det frem paa Disken.
Da Drengen blev ved at gaa, sprang en af Købmændene over Disken, løb efter ham og udbredte foran ham et Stykke Sølvmor og et vævet Tapet, der straalede af Farver. Drengen kunde ikke lade være at le af ham; Kræmmeren kunde da nok begribe, at en fattig Stakkel som han ikke kunde købe saadanne Ting. Han stod stille og rakte sine to tomme Hænder ud, for at de skulde se, at han ingenting ejede, og saa lade ham i Fred.
Men Købmanden rakte en Finger i Vejret, nikkede og skød hele den dejlige Bunke Varer hen til ham.
„Mon det er hans Mening, at han vil sælge alt det for et Guldstykke?” tænkte Drengen.
Købmanden tog en lille, slidt og daarlig Mønt frem, den usleste, man kunde se, og viste ham den. Og han var saa ivrig
