131
efter at sælge, at han lagde et Par tunge Sølvbægre ovenpaa Bunken.
Da gav Drengen sig til at rode i sine Lommer. Han vidste nok, at han ikke ejede en Skilling, men han kunde ikke lade være at føle efter.
Alle de andre Købmænd stod rundt omkrig for at se, hvad det blev til med Handelen, og da de saa, at Drengen gav sig til at rode i sine Lommer, løb de alle hen til deres Disk, tog Hænderne fulde af Sølv- og Guldsmykker og tilbød ham dem. Og alle gjorde de ham begribeligt, at de ikke forlangte andet i Betaling end en eneste lille Skilling.
Men Drengen vendte baade sine Trøjelommer og sine Bukselommer, for at de skulde se, at han ingenting ejede. Da fik de Taarer i Øjnene, alle disse fornemme Købmænd, der var saa meget rigere end han. Han blev tilsidst rørt over, at de saa saa bekymrede ud, og han spekulerede paa, om han ikke kunde hjælpe dem paa en eller anden Maade. Og saa kom han i Tanker om den lille, irrede Mønt, han nylig havde set ligge paa Stranden.
Han vendte om og løb af alle Kræfter ned ad Gaden, og Lykken var ham god, saa han kom til den samme Port, han var kommen ind ad. Han styrtede igennem den og gav sig til at lede efter den lille, irrede Kobbermønt, der havde ligget paa Stranden for en halv Time siden.
Han fandt den ogsaa ganske rigtigt, men da han havde taget den op og vilde løbe tilbage til Byen med den, saa han ikke andet end Havet foran sig. Ingen Mur, ingen Port, ingen Vægtere, ingen Gader, ingen Huse, intet andet end det bare Hav.
Drengen kunde ikke gøre ved, at han fik Taarer i Øjnene. Først havde han troet, at det, han saa, ikke var andet end Øjenforblændelse, men det havde han glemt igen. Han havde kun tænkt paa, hvor smukt det var altsammen. Han sørgede ligefrem over, at Byen var forsvunden.
I samme Øjeblik vaagnede Hr. Langeben og kom hen til ham. Men han hørte ham ikke, Storken maatte puffe til ham med Næbbet for at gøre sig bemærket. „Du staar nok ogsaa her og sover,“ sagde Hr. Langeben.
„Kære Hr. Langeben!“ sagde Drengen. „Hvad var det for en By, som laa her lige nu?“
„Har du set en By?“ sagde Storken. „Du har sovet og drømt, det er det, jeg siger.“
