132
„Nej, jeg har ikke drømt,” sagde Tommeltot, og han fortalte Storken alt, hvad han havde oplevet.
Da sagde Hr. Langeben: „Min Mening er, at du er falden i Søvn her paa Strandbredden, Tommeltot, og har drømt det altsammen. Men jeg vil ikke skjule for dig, at Bataki, Ravnen, der er den lærdeste Fugl i Verden, engang har fortalt mig, at der her ved Kysten i gamle Dage laa en By, der hed Vineta. Den var saa rig og lykkelig, at der aldrig har været en prægtigere By, men dens Indbyggere hengav sig desværre til Stolthed og Pragtlyst. Til Straf herfor, siger Bataki, blev Byen Vineta oversvømmet af en Stormflod og sank i Havet. Men Indbyggerne kan ikke dø, og deres By gaar heller ikke til Grunde. Og een Nat hvert hundrede Aar stiger den op af Havet igen i al sin Herlighed og ligger paajordens Overflade nøjagtig en Time.“
„Ja, det maa være rigtigt,“ sagde Tommeltot, „for det har jeg set.”
„Men naar Timen er gaaet synker den i Havet igen, hvis ikke en Købmand i Vineta imidlertid har faaet solgt noget til et levende Væsen. Havde nu blot du, Tommeltot, haft aldrig saa lille en Kobberskilling at give Købmanden, saa laa Vineta endnu her ved Kysten, og Menneskene dér kunde leve og dø som andre Mennesker.“
„Hr. Langeben.” sagde Drengen, „nu kan jeg forstaa, hvorfor De kom og hentede mig om Natten. Det var, fordi De troede, jeg kunde frelse den gamle By. Jeg er saa bedrøvet over, at det ikke gik, som De vilde, Hr. Langeben.”
Han holdt Hænderne for Øjnene og græd. Det var ikke let at afgøre, hvem der saa mest bedrøvet ud, Drengen eller Hr. Langeben.
DEN LEVENDE BY.
Mandag 11. April.
Anden Paaskedag om Eftermiddagen var Vildgæssene og Tommeltot ude at flyve. De fløj henover Gulland.
Den store Ø laa jævn og flad under dem. Jorden var tærnet, ganske som i Skaane, og der var fuldt op baade af Kirker og Gaarde. Men der var den Forskel, at der laa flere Lunde mellem Markerne her, og saa var Gaardene ikke sammenbyggede. Og der var slet ingen store Herregaarde med Taarne paa og udstrakte Parker.
Vildgæssene havde lagt Vejen over Gulland for Tommeltots Skyld. I to Dage havde han nu slet ikke lignet sig selv og
