142
han. „Alt det, du der nævner, ligger jo i Vorherres Smaaland, i den Del af Landet, der allerede var færdig, inden Sankt Peter kom til. Det er jo ganske rigtigt, at der skulde være godt og smukt. Men i Sankt Peters Smaaland ser det jo saadan ud, som der staar i Historien. Og det var intet Under, at Vorherre blev bedrøvet, da han saa det,“ vedblev lille Mads, idet han fortsatte sin Historie. „Sankt Peder tabte alligevel ikke Modet, men prøvede paa at trøste Vorherre. ‚Du skal ikke tage dig det nær!’ sagde han. ‚Vent blot, til jeg faar skabt Folk, der kan opdyrke Moserne og rydde sig Agre paa Klippeskrænterne.’
Men da brast Vorherres Taalmodighed, og han sagde: ‚Nej, du kommer til at gaa ned til Skaane, som er et godt Land og let at dyrke, og skabe Skaaningen, men Smaalændingen vil jeg selv skabe.’ Og saa skabte han Smaalændingen og gjorde ham opvakt og nøjsom og glad og flittig og driftig og dygtig, saa han kunde skaffe sig Føden i sit fattige Land.”
Saa tav lille Mads, og havde nu Niels Holgersen ogsaa tiet, saa var alt gaaet godt, men det var ham umuligt at dy sig for at spørge, hvordan Sankt Peter havde skilt sig fra at skabe Skaaningen.
„Ja, hvad synes du selv?” sagde lille Mads og saa' saa spydig ud, at Niels Holgersen fo'r løs paa ham for at banke ham. Men Mads var kun en lille Knægt, og Aase Gaasepige, der var et Aar ældre, løb ham straks til Hjælp. Saa godmodig som hun ellers var, saasnart nogen rørte Broderen, fo'r hun op som en Løve. Og Niels Holgersen holdt sig for god til at slaas med en Tøs; han vendte dem Ryggen og gik sin Vej, og hele den Dag saa han ikke til den Side, hvor de to smaa Smaalændinge var.
