XV
KRAGERNE.
LERKRUKKEN.
I det sydvestlige Hjørne af Smaaland ligger et Herred, der hedder Sunnerbo. Det er et ganske fladt og jævnt Land, og den, der ser det om Vinteren, naar det er dækket med Sne, kan ikke tænke andet, end at der under Sneen ligger pløjede Brakmarker, grønne Rugmarker og slaaede Kløverenge som ellers i Sletteegne. Men naar omsider Sneen tøer i Sunnerbo i Begyndelsen af April, viser det sig, at det, der ligger gemt under den, ikke er andet end golde Sandheder, nøgne Klipper og store, side Moser. Agre er der nok hist og her, men de er saa smaa, at man knap lægger Mærke til dem, og smaa, graa eller røde Bønderhuse er der ogsaa, men de ligger gerne skjult i en Birkelund, næsten som om de var bange for at vise sig.
Hvor Sunnerbo Herred støder op til Hallands Grænse, er der en saa vældig Sandhede, at den, der staar ved den ene Ende, ikke kan se over til den modsatte Side. Paa hele Heden vokser der ikke andet end Lyng, og det vilde heller ikke være let at faa andre Planter til at trives der. Allerførst maatte man da rydde Lyngen, for den har det saadan, at skønt den kun har en lille, forkrøblet Stamme, smaa, forkrøblede Grene og tørre, forkrøblede Blade, bilder den sig dog ind, at den er et Træ. Derfor bærer den sig ligesaadan ad som de rigtige Træer, breder sig ud som Skove over store Strækninger, holder trofast sammen og bringer alle fremmede Planter, der vil trænge ind paa dens Omraade, til at uddø.
Det eneste Sted paa Heden, hvor Lyngen ikke er Enehersker, er en lav, stenet Aas, der gaar midt henover den. Dér vokser baade Enebærbuske, Rønnebærtræer og nogle store smukke Birke. Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste om
