145
Den Krage, der pillede Kluden ud af Vinduet, hed Garm Hvidfjer, men blev aldrig kaldt andet end Fumle eller Drumle eller endog Fumle-Drumle, fordi han altid bar sig dumt og klodset ad og ikke duede til andet end at gøre Nar af. Fumle-Drumle var større og stærkere end nogen af de andre Krager; men det hjalp ham ikke det mindste; han var og blev kun til Latter for de andre. Det nyttede ham heller ikke, at han var af en udmærket Slægt. Havde det gaaet rigtigt til, skulde han egentlig have været Anfører for hele Flokken; thi den Værdighed havde fra Arilds Tid tilhørt den ældste af Hvidfjerene. Men længe inden Fumle-Drumle var født, var Magten veget fra hans Slægt og var nu i Hænderne paa en vild og grusom Krage, der hed Vind-Ile.
Dette Herskerskifte kom af, at Kragerne paa Krageaasen havde faaet Lyst til at forandre Levevis. Der er vel nok dem, der tror, at alt, hvad Krage hedder, lever paa samme Maade, men dette er ganske forkert. Der er hele Kragefolk, som fører et hæderligt Liv, det vil sige, de æder kun Frø, Orme, Larver og døde Dyr, men saa er der andre, der fører et fuldstændigt Røverliv, overfalder Harekillinger og Smaafugle og plyndrer hver eneste Rede, de faar Øje paa.
De gamle Hvidfjere havde været strenge og tarvelige, og saa længe de havde anført Flokken, havde de tvunget Kragerne til at opføre sig saadan, at andre Fugle ikke havde noget at sige dem paa. Men Kragerne var talrige, og Fattigdommen iblandt dem var stor. I Længden kunde de ikke udholde en saa streng Levevis, men gjorde Oprør imod Hvidfjerene og lod Vind-Ile komme til Magten; han var den værste Redeplyndrer og Røver, som tænkes kunde, hvis da ikke hans Hustru, Vind-Kaara, var endnu værre. Under deres Styrelse havde Kragerne begyndt at føre et saadant Levned, at de nu var mere frygtede end Duehøge og Bjergugler.
Fumle-Drumle havde naturligvis ingenting at sige i Flokken. Alle var enige om, at han ikke i mindste Maade slægtede sine Forfædre paa, og at han ikke duede til Anfører. Ingen vilde have lagt Mærke til ham, hvis han ikke bestandig havde gjort nye Dumheder. Nogle, der var meget kloge, sagde sommetider, at det var vist en Lykke for Fumle-Drumle, at han var saadan en stakkels Tosse, for ellers turde Vind-Ile og Kaara ikke have ladet ham, der var af den gamle Høvdingeslægt, blive ved Flokken.
Nu var de derimod ganske venlige imod ham og tog ham
