164
hun plejer, for at gøre i Stand hos mig, men hun var saa syg, at hun straks maatte gaa ind igen, og hun er ikke kommen tilbage.“ „Det er sørgeligt, at jeg er saa lille og ingen Kræfter har,” sagde Drengen. „Jeg tror ikke, jeg er i Stand til at hjælpe dig.“ —— „Du skal ikke faa mig til at tro, at du ingen Kræfter har, fordi du kun er lille,” sagde Koen. „Alle de Nisser, jeg har hørt Tale om, har været saa stærke, at de kunde trække et helt Læs Hø og slaa en Ko ihjel med et Slag af en knyttet Næve.” Drengen kunde ikke lade være at le af den. „Det var nok Nisser af en anden Slags end jeg,” sagde han. „Men jeg skal løsne din Halslænke og lukke Døren op for dig, saa du kan gaa ud og drikke af en af Vandpytterne ude i Gaarden, og saa skal jeg prøve paa at kravle op paa Høstænget og kaste noget Hø ned i din Krybbe.” — „Ja, det var jo altid en Hjælp,” sagde Koen.
Drengen gjorde, som han havde sagt, og da Koen stod med den fyldte Krybbe foran sig, tænkte han, at han omsider skulde faa Lov at sove. Men næppe var han krøben i Seng igen, før den paa ny begyndte at tale til ham.
„Du bliver vel led og ked af mig, naar jeg nu beder dig om een Ting til,” sagde Koen. — „Nej, jeg gør ikke, hvis det bare er noget, jeg kan,” sagde Drengen. — „Saa vil jeg bede dig, om du ikke vil gaa ind i Stuen her ligeoverfor og se, hvordan det staar til med min Madmoder. Jeg er bange for, der skal være hændt hende en Ulykke.“ — „Nej, det kan jeg ikke,“ sagde Drengen. „Jeg tør ikke komme Mennesker for Øjne.“ — „Du er da ikke bange for en syg, gammel Kone?” sagde Koen. „Men du behøver heller ikke at gaa ind i Huset. Stil dig kun udenfor Døren og kig ind ad Dørsprækken!” — „Ja, er det ikke andet, du forlanger af mig, saa maa jeg vel gøre det,” sagde Drengen.
Dermed lukkede han Stalddøren op og gik ud paa Gaardspladsen. Det var en forfærdelig Nat at komme ud i. Der var hverken Maane eller Stjerner paa Himlen, Stormen hylede, og Regnen skyllede ned. Men det værste var, at der sad syv store Ugler paa Rad paa Tagryggen af Stuehuset. Det var frygteligt bare at høre paa dem, som de sad der og hylede over Vejret, men endnu værre var det at tænke paa, at fik blot en eneste af dem Øje paa ham, saa var det ude med ham.
„Stakkels den, som er lille!” tænkte Drengen, da han løb ud paa Gaardspladsen. Og det havde han Grund til at sige. To Gange blæste han om, inden han naaede over til Stuehuset,
