163
Det havde været nogle strenge Dage, de sidste. Men en stor Lykke var det da, at Gasen og Dunfin havde faaet ham opsporet.
Gasen fortalte, at saasnart Vildgæssene havde mærket, at Tommeltot var forsvunden, spurgte de alle de smaa Dyr i Skoven efter ham. De fik snart at vide, at det var en Flok Smaalandskrager, der havde bortført ham. Men Kragerne var allerede af Syne, og ingen kunde sige, hvor de havde sat Kursen hen. For at finde Drengen saa snart som muligt, havde Akka da befalet Vildgæssene at flyve ud to og to, hver til sin Side, og lede efter ham. Men enten de saa fandt ham eller ej, skulde de efter to Dages Søgen mødes i det nordvestlige Smaaland paa en høj Bjergtop, der lignede et kullet Taarn, og som hed Taberg. Og efterat Akka havde lært dem de bedste Vejmærker og nøje beskrevet dem, hvordan de skulde finde Taberg, skiltes de.
Den hvide Gase havde valgt Dunfin til Rejsefælle, og de fløj fra Sted til Sted i største Angst for Tommeltot. Mens de strejfede saadan om, hørte de en Drossel, der sad i en Trætop og skældte og smældte over, at en, der kaldte sig Kragerøvet, havde gjort Nar af ham. De havde givet sig i Samtale med Droslen, og han havde vist dem, til hvilken Side denne Kragerøvet var fløjet. Lidt efter traf de en Durik, en Stær og en Stokand, der alle beklagede sig over en ondskabsfuld en, der havde forstyrret dem i deres Sang, og som hed Kragesnappet, Kragefanget og Kragestjaalet. Paa den Maade kunde de følge Tommeltots Spor helt ned til Lyngheden i Sunnerbo Herred.
Saa snart Gasen og Dunfin havde fundet Tommeltot, drog de afsted nordpaa for at komme til Taberg. Men det var en lang Vej at flyve, og Mørket overraskede dem, inden de havde faaet Bjergtoppen i Sigte. „Men naar vi blot derhen i Morgen, saa er vel al Sorg slukt,” tænkte Drengen og borede sig dybt ned i Halmen for at have det varmere.
Koen havde hele Tiden staaet og larmet i Baasen. Nu gav den sig pludselig til at tale til Drengen: „Jeg synes, en af dem, der kom herind, sagde, han var en Nisse. Er det rigtigt, saa maa han vel forstaa sig paa at passe en Ko.“ — „Hvad er der i Vejen med dig?” spurgte Drengen. — „Der er alt muligt i Vejen,” sagde Koen. „Jeg er hverken malket eller ordentlig passet. Jeg har ikke faaet Natfoder i Krybben, og der er ikke muget under mig. I Skumringen kom Madmoder herind, som
