XXII.
DEN DEJLIGE HAVE.
Søndag 24. April.
Næste Dag fløj Vildgæssene nordpaa over Sørmland. Drengen sad og saa ned paa Egnen og tænkte ved sig selv, at den ikke lignede nogen af de Egne, han før havde set. Der var ingen store Sletter som i Skaane og Østergøtland og ingen store sammenhængende Skove som i Smaaland, men der var en Blanding af alt muligt. „Her har de taget en stor Sø og en stor Elv og en stor Skov og et stort Bjerg, hakket dem i Stumper og Stykker og blandet dem sammen og bredt dem ud paa Jorden mellem hinanden,” tænkte Drengen, for han saa ikke andet end smaa Dale og smaa Søer og smaa Bjerge og smaa Skove. Ingenting fik Lov til at brede sig rigtig. Saasnart en Slette var i Færd med at vokse sig stor, kom der en Kulle og stillede sig i Vejen, og naar Kullen vilde strække sig ud til en Aas, saa begyndte Sletten igen. Saasnart en Sø blev saa stor, at den tog sig ud af noget, snævredes den ind til en Aa, og Aaen fik heller ikke Lov at løbe ret langt, før den udvidede sig til en Sø. Vildgæssene fløj saa nær ved Kysten, at Drengen kunde se ud over Havet, og han lagde Mærke til, at Havet heller ikke fik Lov at brede sin store Flade ud, men den blev brudt af en Mængde Øer, og Øerne blev heller ikke videre store, før Havet tog fat igen. Der var en bestandig Skiften, Naaleskov skiftede med Løvskov, Marker med Moser og Herregaarde med Husmandshuse.
Der var slet ingen Mennesker i Arbejde ude paa Markerne, men i Stedet for gik de paa Veje og Stier. De kom gaaende ud fra de smaa Skovhuse paa Kolmårdens Skraaning i sorte Klæder, med Salmebog og Lommetørklæde i Haanden. „Det er nok Søndag i Dag,” tænkte Drengen og sad og saa ned paa
