264
deren havde tænkt paa ham med Kærlighed, da hun lagde denne Lod til Rette til ham, for endskønt hun ikke havde haft andet end Skrab at tage af, saa havde hun ordnet det saa godt, at det var det skønneste Land, man kunde se. Paa sine Steder var det barsk og vildt, men skønt var det alligevel. Det gjorde ham godt at se, men glad var han dog ikke.
Men lidt efter lidt lagde han Mærke til, at Klippegrunden hist og her havde et underligt Udseende. Og da han saa nøjere til, opdagede han, at den næsten overalt var isprængt med Malmaarer. Der var mest Jern, men der var ogsaa rigeligt med Kobber og Sølv deroppe paa hans Ejendom. Han anede, at han havde faaet større Rigdomme end nogen af Brødrene, og efterhaanden gik det op for ham, at hans gamle Moder dog havde haft sin Mening med Skiftet.”
