263
male paa dem. Og grumme besværligt faar han det med Ulve og Bjørne, for de vil sikkert holde til i Vildmarken. Ja det er den tredje Lod. Jeg ved nok, at den ikke kan sammenlignes med de to andre, og var jeg ikke saa gammel, vilde jeg gjort Delingen om, men det er umuligt. Og nu har jeg ingen Ro i min sidste Stund, fordi jeg ikke ved, til hvem af jer jeg skal give den ringeste Lod. I har været gode Sønner alle tre, og det er tungt at være uretfærdig mod nogen af jer.”
Da den gamle Jættekvinde havde sat dem ind i, hvordan Sagerne stod, saa hun bekymret paa Sønnerne. Nu sagde de ikke som før, at hun havde delt retfærdigt og sørget godt for dem. De stod tavse, og det var let at se, at den af dem, der fik den sidste Lod, vilde blive misfornøjet.
Ja, der laa da den gamle Moder og var fuld af Bekymring, og Sønnerne kunde se, at hun led al Dødens Pine forud, fordi det var hende, der skulde dele Lodderne imellem dem, og hun ikke vidste, hvem af Sønnerne hun skulde gøre ulykkelig ved at give ham den ringeste Lod.
Men den yngste var den, der holdt mest af sin Moder, og han kunde ikke holde ud at se, hvor hun pintes, men sagde: „Nu skal I ikke bekymre jer mere for den Ting, Moder, men læg I jer til at dø i Fred! Den daarlige Lod kan I give mig. Jeg skal nok prøve paa at slaa mig igennem paa den, og hvordan det end gaar, skal jeg ikke vredes paa jer, fordi de andre har faaet det bedre end jeg.“
Saasnart han havde sagt dette, blev Moderen rolig, og hun takkede ham og roste ham. At fordele de andre Lodder voldte hende ingen Bekymring, for de var næsten lige gode.
Da alt var ordnet, takkede den gamle den yngste Søn endnu engang og sagde, at hun havde ventet, at netop han vilde hjælpe hende. Og hun bad ham, naar han kom op i sin Vildmark, mindes den store Kærlighed, hun havde haft til ham.
Dermed lukkede hun sine Øjne og døde, og da Brødrene havde faaet hende i Jorden, gik de alle tre hen for at bese deres Ejendom. Og de to ældste kunde jo ikke andet end være glade og tilfredse.
Den tredje gik op i sin Vildmark, og han saa, at Moderen havde talt sandt, og at den mest bestod af Bjergskrænter og Smaasøer. Men han kunde tydelig se, at Mo-
