Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/282

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

276

gersens Ansigt, saa den stakkels Dreng ikke kunde faa Vejret, men gav sig til at nyse. Nu var det umuligt for Bjørnemor at holde Bjørnefar rolig længer. Han kastede Ungerne til højre og venstre og fik Øje paa Drengen, inden han naaede at rejse sig op.

Han havde slugt ham straks, hvis ikke Bjørnemor havde lagt sig imellem. „Rør ham ikke! Det er Ungernes Legetøj,” sagde hun. „De har moret sig saa dejligt med ham hele Aftenen, at de ikke nænnede at æde ham, men vilde gemme ham til i Morgen.” Men Hanbjørnen skubbede Hunbjørnen til Side. „Bland dig ikke i Ting, som du ikke forstaar dig paa!” brølede han. „Kan du da ikke mærke, hvor han lugter af Mennesker? Ham æder jeg med det samme; ellers spiller han os et eller andet slemt Puds.”

Han lukkede igen Gabet op, men nu havde Drengen faaet Tid til at tænke sig om, og han havde i største Hast faaet sine Svovlstikker op af Ranselen, — de var det eneste Forsvarsmiddel, han havde. Han rev en Svovlstik af paa sine Skindbukser, og da den brændte i lys Lue, stak han den ind i Gabet paa Bjørnen.

Bjørnen fnøs, da han fik Svovllugten i Næsen, og saa var Flammen ude. Drengen havde en ny Svovlstik rede, men underligt nok gentog Bjørnefar ikke sit Angreb.

„Kan du tænde mange af den Slags smaa, blaa Roser?” spurgte Bjørnefar.

„Jeg kan tænde saa mange, at de kunde gøre det af med hele Skoven,” svarede Drengen, for han troede, at han paa den Maade kunde skræmme Bjørnen.

„Kunde du maaske stikke Ild paa Hus og Gaard med?” sagde Bjørnefar.

„Ja, det er ingen Sag for mig,” pralede Drengen og haabede, at Bjørnen skulde faa Respekt for ham.

„Det var godt,” sagde Bjørnefar. „Saa skal du gøre mig en Tjeneste. Nu er jeg rigtignok glad over, at jeg ikke aad dig.”

Derpaa tog Bjørnefar ganske forsigtigt Drengen imellem Tænderne og gav sig til at klatre op af Hulen. Det gik forbavsende let og hurtigt for ham, skønt han var saa stor og tung. og saasnart han var oppe, løb han ind i Skoven. Det gik ogsaa rask nok. Det var ikke til at tage fejl af, at Bjørnefar var som skabt til at bane sig Vej gennem tætte Skove. Hans tunge Krop skød gennem Krattet som en Baad gennem Vandet.

Bjørnefar blev ved at gaa, til han kom til en Bakke i Skov-