277
brynet, hvor han kunde se det store Jernværk. Der lagde han sig ned, stillede Drengen foran sig og holdt fast paa ham med begge Labber.
„Kig nu ned paa dette hersens store Buldreværk!“ sagde han til Drengen.
Det store Jernværk laa med sine mange høje og store Bygninger ved Bredden af et Vandfald. Høje Skorstene udspyede sorte Røgskyer, Ilden fra Smelteovnene flammede, og fra alle Vinduer og Luger skinnede der Lys. Derinde var Hamre og Valseværker i Gang, og de arbejdede med saa stor Kraft, at Luften genlød af Bulder og Larm. Rundt om selve Fabriksbygningerne laa der vældige Kulskure, store Bunker af Slakker, Pakhuset, Bræddestabler og Redskabshuse. Et Stykke derfra var der lange Rækker Arbejderboliger, nette Villaer, Skoler, Forsamlingshuse og Butikker. Men alt dette andet var stille og syntes at sove. Drengen saa slet ikke til den Side: han havde ikke Øje for andet end Jernværket. Jorden var sort rundt om det, Himlen hvælvede sig dejlig mørkeblaa over Flammerne fra Smelteovnen, Fossen gled hvidtskummende forbi, og selv stod det og udsendte Lys og Røg og Ild og Gnister. Aldrig havde han set noget saa vældigt.
„Vil du nu ogsaa paastaa, du kunde stikke Ild paa saadan en stor Indretning?” sagde Bjørnen.
Der stod nu Drengen indeklemt mellem Bjørnelabberne, og han troede, det eneste, der kunde redde ham, var, at Bjørnen fik høje Tanker om hans Magt og Dygtighed. „Det er ligemeget, om det er stort eller lille,” sagde han derfor. „Jeg kan alligevel faa det til at brænde.“
„Saa skal jeg sige dig noget,” sagde Bjørnefar. „Mine Forfædre har holdt til i disse Egne, lige siden der begyndte at vokse Skov her i Landet, og jeg har arvet Jagtmarker og Græsmarker og Hier og Skjulesteder efter dem og har boet i Ro og Fred her alle mine Dage. I Begyndelsen blev jeg ikke videre forstyrret af Menneskene. De gik og hakkede i Bjergene og pillede lidt Malm op, og hernede ved Fossen havde de et Hammerværk og en Smelteovn. Men Hammeren buldrede kun nogle Gange om Dagen, og der var ikke Ild paa Smelteovnen mere end et Par Maaneskifter i Træk. Det var ikke mer, end jeg kunde finde mig i. Men nu i de sidste Aar, siden de har bygget dette hersens Buldreværk, der gaar med samme Fart baade Nat og Dag, kan jeg ikke holde det
