Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/304

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

298

holde ud at arbejde længer?” — „Nej, træt er jeg ikke,” sagde Drengen og tog igen fat med jernet, „men jeg ved ikke, hvorlænge det er, siden jeg har sovet ordentligt en Nat. Jeg forstaar ikke, hvordan jeg skal holde mig vaagen.”

Nu gik Arbejdet en Tid rask fra Haanden, men saa blev der paa ny længere og længere imellem Huggene. Ravnen vækkede igen Drengen, men han indsaa nok, at kunde han ikke finde paa noget, det holdt ham vaagen, kom han til at blive, hvor han var, ikke alene den Nat, men ogsaa hele den næste Dag.

„Maaske dit Arbejde gaar bedre fra Haanden, naar jeg fortæller dig en Historie,“ sagde han. — „Ja, det er jo ikke umuligt,” sagde Drengen, men i det samme gabede han og var saa søvnig, at han knap kunde holde paa Værktøjet.

HISTORIEN OM FALUN GRUBE.

„Jeg skal sige dig, Tommeltot,“ sagde Bataki, „jeg har levet længe paa Jorden. Jeg har fristet baade gode og onde Dage, og flere Gange er det sket, at Menneskene har holdt mig fangen. Derved har jeg ikke alene lært at forstaa deres Sprog, men jeg har ogsaa nemmet meget af deres Lærdom. Og jeg tør nok sige, at der er ikke den Fugl i Landet, der ved saa god Besked med dine Stammefrænder som jeg.

Engang sad jeg i mange Aar i Træk i Bur hos en Bjergmester her i Falun, og det var i hans Hus, jeg hørte det, jeg nu vil fortælle dig.

Langt tilbage i Tiden boede der her i Dalarna en Jætte, der havde to Døtre. Da Jætten blev gammel og følte, han skulde til at dø, kaldte han Døtrene til sig for at dele sine Ejendomme imellem dem.

Hans største Rigdom var nogle Bjerge, fulde af Kobber, og dem vilde han give Døtrene. „Men inden jeg efterlader jer denne Arv,” sagde han, „maa I love mig, at dersom en Fremmed skulde opdage jeres Kobberbjerge, vil I slaa ham ihjel, inden han kan naa at vise sit Fund til nogen.” Den ældste af Jættens Døtre var vild og grusom, og hun lovede uden Betænkning at adlyde Faderen. Den anden havde et blidere Sind, og Faderen saa', hun betænkte sig, før hun gav ham sit Løfte. Derfor efterlod han hende kun en Tredjedel af Arven, mens den ældste Fik akkurat dobbelt saa meget som hun. „Dig ved