Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/305

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

299

jeg, jeg kan stole paa, som om du var en Mand,” sagde Jætten, „og derfor skal du have en Broderlod.”

Kort efter døde den gamle Jætte, og i lang Tid holdt de to Døtre lige samvittighedsfuldt deres Løfte. Det hændte mere end een fattig Brændehugger eller Jæger, at han fik Øje paa Kobbermalmen, der paa flere Steder laa oppe ved Bjergets Overflade, men næppe var han kommen hjem og havde fortalt, hvad han havde set, før en Ulykke ramte ham. Enten styrtede en udgaaet Fyr ned over ham, eller ogsaa blev han begravet under et Bjergskred. Han fik aldrig Tid til at vise nogen, hvor Skatten i Vildmarken var til at finde.

Paa den Tid var det Skik og Brug alle Steder i Landet, at Bønderne om Sommeren sendte deres Kreaturer paa Græs dybt inde i Skovene. Hyrdepigerne fulgte med for at malke og lave Smør og Ost. For at skaffe Folk og Fæ et Tilflugtssted i Vildmarken ryddede Bønderne en lille Plet i Skoven, og der byggede de nogle smaa Huse, som de kaldte Sæterhytter.

Nu skete det, at en Bonde, der boede ved Dalelven i Torsång Sogn, havde sine Sæterhytter ved Søen Runn, hvor Jorden var saa stenet, at ingen havde forsøgt at dyrke den. Et Efteraar drog Bonden med et Par Pakheste op til Sæteren for at hjælpe til med at bringe Kreaturerne, Smørbøtterne og Ostene hjem. Da han talte Hjorden, opdagede han, at en af Bukkene var ganske rød paa Hornene. „Hvad er det for nogle Horn, Kåre Gedebuk har?“ sagde Bonden til Sæterpigen. — „Det ved jeg ikke,“ svarede Pigen. „Han er kommen hjem med røde Horn hver eneste Aften hele Sommeren. Han syntes vist, det er kønt.“ — „Tror du?” sagde Bonden. — „Han har sin egen Vilje, den Buk, og jeg kan skure det røde af Hornene saa meget, jeg vil, han løber straks hen og faar dem røde igen.” — „Skur du kun den røde Farve af engang endnu,” sagde Bonden, „saa vil jeg se, hvordan han bærer sig ad!”

Aldrig saasnart havde Gedebukken faaet sine Horn skuret, før den løb til Skovs. Bonden fulgte efter den, og da han indhentede Bukken, stod den og gned Hornene mod nogle Sten, der var røde. Bonden tog Stenene i Haanden, slikkede dem og lugtede til dem. Han troede sikkert, det var Malm, han havde fundet.

Som han stod der og faldt i Tanker, kom et Klippe-