300
stykke rullende ned ad en Skrænt lige ved ham. Bonden sprang til Side og frelste Livet, men Kåre Gedebuk fik Blokken lige over sig og blev dræbt. Da Bonden saa op ad Skrænten, fik han Øje paa en stor, stærk Jættekvinde, der var i Færd med at trille endnu et Klippestykke ned imod ham. „Hvad er det, du har for?“ raabte Bonden. „Jeg har aldrig gjort dig eller nogen af din Slægt Fortræd.” — „Nej, det ved jeg nok,“ sagde Jættekvinden. „Men jeg er nødt til at slaa dig ihjel, fordi du har opdaget mit Kobberbjerg.” Disse Ord sagde hun med sorgfuld Stemme, som om det var meget imod sin Vilje, hun gik til at dræbe ham, og derved fik Bonden Mod til at give sig i Samtale med hende. Saa fortalte hun ham om den gamle Jætte, om det Løfte, hun havde givet, og om Søsteren, der havde faaet Broderlodden. „Jeg er saa led og ked af at dræbe alle de stakkels, uskyldige Mennesker, der opdager mit Kobberbjerg,” sagde hun, „at jeg vilde ønske, jeg aldrig havde taget imod Arven. Men hvad jeg har lovet, maa jeg holde!” Og saa gav hun sig igen til at bryde løs paa Klippestykket. „Forhast dig ikke!” sagde Bonden. „Du behøver ikke at slaa mig ihjel for det Løftes Skyld. Det var jo ikke mig, der fandt Kobberet, det var Gedebukken, og den har du allerede slaaet ihjel.” — „Tror du, jeg kan nøjes med det?” sagde Jættekvinden tvivlraadig. — „Ja, det tror jeg bestemt!” sagde Bonden. „Du har holdt dit Løfte saa trofast, som nogen kan forlange.” Og han talte saa fornuftigt med hende, at hun lod ham beholde Livet.
Bonden drog nu allerførst hjem med Køerne. Saa gik han ned til Bergslagerne og lejede Karle, der forstod sig paa Bjergværksarbejdet. De hjalp ham at bryde en Grube paa det Sted, hvor Gedebukken havde sat Livet til. I Begyndelsen var han bange for at blive slaaet ihjel, men Sagen var nok, at Jættekvinden var bleven træt af at bevogte sit Kobberbjerg. Hun gjorde ham aldrig nogen Fortræd.
Den Malmaare, Bonden havde opdaget, naaede helt op til Bjergets Overflade, saa det hverken var besværligt eller tungt at bryde Malmen. Han og Karlene hentede Brænde i Skoven, byggede store Baal paa Malmbjerget og tændte dem. Da sprængtes Klippen af Varmen, saa de kunde komme til Malmen. Derpaa lod de Malmstykkerne gaa igennem den ene Ild efter den anden, indtil de fik det rene Kobber ud og Slakkerne helt skilt fra.
