307
„Kunde I ikke nok lide at bo paa saadan en Gaard?” vilde han saa sige. — „Jo, naturligvis, men det er ikke noget for os,” vilde de svare. — „Jo, saamænd er det saa! Det er Meningen, at I skal have denne Gaard i Betaling for den store, hvide Gase, der fløj sin Vej forleden Aar,” vilde han saa sige. Drengen brugte Jernet flinkere og flinkere. Det næste, han vilde bruge sine Penge til, var at bygge et nyt Hus paa Lyngheden i Sunnerbo til Aase Gaasepige og lille Mads. Meget større og smukkere end det gamle, naturligvis. Og saa vilde han købe hele Tåkern og give Ænderne den, og saa…
„Nu maa jeg sige, det gaar rask fra Haanden,“ sagde Ravnen. „Jeg tror, Hullet allerede er stort nok.“
Det lykkedes virkelig Ravnen at klemme sig igennem.
Drengen fulgte ham og saa da Bataki sidde paa en Sten nogle Skridt borte.
„Nu skal jeg holde mit Løfte til dig, Tommeltot,” sagde Bataki meget højtideligt, „og fortælle dig, at jeg har set Broderlodden. Men jeg vil ikke raade dig til at begynde at lede efter den, for det kostede mig mange Aars Arbejde, inden jeg opdagede den.”
„Jeg troede, du vilde fortælle mig, hvor den var, til Løn for, at jeg har hjulpet dig ud af Fangenskabet,“ sagde Drengen.
„Du maa have været meget søvnig, mens jeg fortalte om Broderlodden,” sagde Bataki. „Ellers kunde du ikke have ventet noget i den Retning. Lagde du ikke Mærke til, at alle de, der sagde noget om, hvor Broderlodden var at finde, kom i Ulykke? Nej, min Ven! Bataki har levet saa længe paa Jorden, at han har lært at holde sin Mund.”
Dermed løftede han Vingerne og fløj sin Vej.
Akka stod og sov paa Marken tæt ved Svovlkogeriet, men det varede temmelig længe, inden Drengen raabte, at hun skulde komme og hente ham. Han var mismodig og forknyt, fordi han var gaaet Glip af den store Rigdom, og syntes, at han slet ikke havde noget at være glad over. „Jeg tror ikke, det er sandt med de Jættekvinder,” sagde han ved sig selv, „og jeg tror ikke paa Ulve og Vaager, men jeg tror, at naar fattige Grubearbejdere fandt den store Malmaare midt i den vilde Skov, blev de saa fortumlede af Glæde, at de bagefter ikke kunde finde den igen. Og jeg tror, at Skuffelsen har været saa tung for dem, at de ikke kunde holde ud at leve. For saadan synes jeg, det er.”
