XXX.
VALBORG AFTEN.
Der er en Dag i Aaret, som alle Børn i Dalarna glæder sig næsten ligesaa meget til som til juleaften, og det er Valborg Aften, da de faar Lov at brænde Blus ude i det Fri.
Mange Uger i Forvejen tænker Drenge og Piger ikke paa andet end at samle Brændsel til Valborgblussene. De gaar ud i Skoven og sanker tørre Grene og Grankogler, de samler Spaaner hos Snedkeren og Pinde og Bark og Brændeknuder hos Brændehuggeren. De gaar hver Dag til Købmanden og tigger gamle Kasser, og har én været saa heldig at faa fat i en tom Tjæretønde, gemmer han den som sin bedste Skat og tør ikke komme frem med den før i sidste Øjeblik, lige inden Blussene skal tændes. De spinkle Ris, som man bruger til Støtte for Ærter og Bønner, er meget efterstræbte og ligesaa alle gamle, omblæste Gærdestaver, alle itubrækkede Redskaber og alle Hæssetræer, som er glemt ude i Marken.
Naar den store Aften kommer, har Børnene i hver eneste Landsby lagt en stor Bunke Kviste og Ris og alle mulige brændbare Ting til Rette enten paa en Høj eller ogsaa nede ved Bredden af en Sø. I enkelte Landsbyer er der ikke blot samlet sammen-til et, men til to, tre store Risbaal. Det kan jo ske, at Drenge og Piger ikke har kunnet enes om at samle Brændsel, eller ogsaa vil de Børn, der bor i den sydlige Ende af Byen, have Blusset hos sig, og det kan de, der bor i den nordlige Ende, ikke gaa ind paa, men maa have deres eget Blus.
Baalene er i Reglen færdige i god Tid om Eftermiddagen, og derefter gaar alle Børnene om med Tændstikæsker i Lommen og venter paa, det skal blive mørkt. Det er saa forskrækkelig længe lyst i Dalarna paa den Tid af Aaret. Naar Klokken er otte, er det knapt nok, det begynder at skumre. Det er koldt og uhyggeligt at gaa ude og vente, for det er halvt Vinter endnu.
