319
det i Virkeligheden forholdt sig, men da Drengen saa Kvinderne der oppefra imellem Kirkegaardens Træer, syntes han, de var som de yndeligste Blommer. „De ser allesammen ud, som om de var groet i et Bed i Kongens egen Have,” tænkte han.
Men heller ikke i Gagnef var der en eneste Plet, der var fri for Sne, og Vildgæssene vidste ikke bedre Raad end at fortsætte sydpaa til Floda.
I Floda sad Folk inde i Kirken, da Vildgæssene kom flyvende, men der skulde være Bryllup den Dag, naar Gudstjenesten var forbi, og Brudefølget stod opstillet ude paa Kirkebakken. Bruden stod med Guldkrone over det udslagne Haar og var saa behængt med Smykker og Blomster og brogede Baand, at det gjorde ondt i Øjnene, naar man saa paa hende. Brudgommen gik om i lang, blaa Frakke, Knæbukser og rød Hue. Brudepigerne havde Kjoler, der var broderede med Roser og Tulipaner baade paa Livet og rundt om Nederdelen. Forældre og Naboer gik med i Toget i deres brogede Dragter.
„Kære Mor Akka, flyv langsomt her, saa jeg kan faa Tid til at se paa Brudeparret!” bad Drengen, og Førergaasen lod sig dale saa langt ned, hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Kirkebakken. Det er svært at sige, hvordan det var i Virkeligheden, men saadan som Drengen saa dem oppefra, syntes han, at saa yndig en Brud og saa stolt en Brudgom og saa prægtigt et Brudefølge kunde der ikke være andre Steder. „Jeg gad vidst, om Kongen og Dronningen er finere paa deres høje Slot,“ tænkte han ved sig selv.
Men her i Floda fandt Vildgæssene endelig nøgne Marker, saa de behøvede ikke at flyve længer for at finde Mad.
