328
Sivene, fiskede en lille Kæp op og gav sig til at stage sig ind til Bredden genem det lave Vand.
Næppe var han kommen i Land, før han hørte en Plasken i Vandet ved Siden af sig. Han blev staaende uden at røre sig og saa' da for det første en Svanehun, der laa og sov i sin store Rede nogle faa Alen fra ham, og dernæst saa han en Ræv, der var gaaet et Par Skridt ud i Vandet for at liste sig hen til Svanereden. „Hallo, hallo! Staa op! Staa op!“ raabte Drengen og slog i Vandet med sin Stok. Svanehunnen rejste sig, men ikke hurtigere, end at Ræven kunde kastet sig over hende, hvis han havde villet. Men det opgav han og foer i Stedet for lige henimod Drengen.
Drengen saa Ræven komme og skyndte sig ind mod Land. Foran ham laa udstrakte, flade Enge. Der var ikke et Træ, han kunde klatre op i, ikke et Hul, han kunde skjule sig i. Der var ikke andet for end at løbe sin Vej. Niels var en god Løber, men det var klart, at han ikke kunde kappes i Hurtighed med en Ræv, naar denne var løs og ledig og ikke havde noget at slæbe paa.
Et Stykke fra Søen laa der nogle smaa Husmandshuse, hvor der var Lys i Vinduerne. Drengen løb naturligvis til den Side, men han kunde sige sig selv, at inden han naaede Husene, kunde Ræven naa ham mange Gange.
Mikkel var een Gang saa nær, at han troede sig sikker paa Fangsten, men da sprang Drengen hurtig til Side og løb igen ned mod Bugten. Den Vending tog lidt Tid for Ræven, og før han paa ny havde indhentet Drengen, havde denne skyndt sig hen til et Par Mænd, som hele Dagen havde været ude paa Søen for at bjerge omkringdrivende Gods og nu var paa Hjemvejen.
Mændene var trætte og søvnige. De havde hverken set Drengen eller Ræven, skønt de begge to var løbet lige forbi dem. Drengen havde heller ikke Lyst til at tale til dem og bede om Hjælp, men nøjedes med at liste sig tæt hen til dem. „Ræven tør da ikke vove sig helt hen til Mennesker,” tænkte han.
Men snart hørte han Ræven komme listende. Han vovede sig helt hen til dem, for han stolede paa, at de vilde tage ham for en Hund. „Hvad er det for en Hund, der sniger sig efter os?“ sagde ganske rigtig den ene af Mændene. „Den er saa nær, som om den vilde bide os.” Den anden stod stille og saa sig om. „Væk med dig! Hvad vil du her?” sagde han og sparkede til Ræven, saa den fløj over paa den anden Side af Vejen.
