329
Saa holdt Ræven sig i et Par Skridts Afstand, men han fulgte dem hele Tiden.
De to Mænd var snart henne ved Husene og gik begge ind i et af dem. Drengen havde haft i Sinde at gaa med dem ind, men da han var i Bislaget, saa han en prægtig, langhaaret Lænkehund komme farende ud af sit Hus for at tage imod sin Herre. Da bestemte Drengen sig hurtig om og blev udenfor.
„Hør du, Lænkehund!” sagde Drengen sagte, saasnart Mændene havde lukket Døren. „Du vil vel ikke hjælpe mig at fange en Ræv i Nat?“
Lænkehunden saa ikke godt, og hidsig og arrig var han bleven af at staa bunden. „Skal jeg fange en Ræv?” gøede han vredt. „Hvad er du for en, der kommer her og gør Nar af mig? Kom du mig bare saa nær, at jeg kan naa dig, saa skal jeg lære dig at drive Gæk med mig. ”
„Du tror da ikke, jeg er bange for at komme dig nær?“ sagde Drengen og løb hen til Hunden. Da denne saa ham, blev han saa forbavset, at han ikke kunde sige et Ord.
„Det er mig, der hedder Tommeltot, og som rejser om med Vildgæssene,“ sagde Drengen. „Har du ikke hørt Tale om mig?” — „Spurvene har jo nok sommetider kvidret om dig,” sagde Hunden. „Du har nok udrettet store Ting af at være saa lille.” — „Hidtil er det gaaet mig ret godt,” sagde Drengen, „men nu ser det ud til, at det er ude med mig, hvis du ikke vil hjælpe mig. Jeg har en Ræv lige i Hælene paa mig. Han staar og lurer henne bag Hjørnet.” — „„Ja, saa sandelig kan jeg lugte ham,” sagde Lænkehunden. „Ham skal vi snart blive af med.” Og Lænkehunden foer ud, saa langt han kunde for Lænken, og gøede og bjæffede en ordentlig Tid.
„Nu tror jeg ikke, han kommer mere igen i Nat,” sagde Lænkehunden. — „Der skal mere end et Bjæf til at skræmme den Ræv,” sagde Drengen. „Han er her snart igen, og det er det allerbedste, for jeg har nu bestemt mig til, at du skal tage ham til Fange.” — „Begynder du nu igen at gøre Nar af mig?” sagde Hunden. — „Kom bare ind i Hundehuset, saa Ræven ikke kan høre os,” sagde Drengen, „saa skal jeg sige dig, hvordan du skal bære dig ad.”
Drengen og Hunden krøb ind i Hundehuset og laa der og hviskede.
Lidt efter stak Ræven Snuden frem bag Hjørnet, og da alt var stille, listede han sig ind i Gaarden. Han kunde spore Drengen helt hen til Hundehuset og satte sig i passende Af-
