364
havde forsøgt at holde nogen af dem fangen. „Du skulde straks have sluppet ham løs, Åsbjørn,“ sagde han.
„Det var ikke langt fra, jeg var bleven nødt til at lade ham løbe,” sagde Fiskeren. „For du kan tænke dig, Klement, Vildgæssene fulgte mig helt hjem, og bagefter fløj de frem og tilbage over Skæret hele Morgenen og skreg, som om de forlangte at faa ham igen. Og ikke nok med det, men hele Fuglekommersen ude hos os, Maager og Terner og og de andre, som ikke er et ærligt Skud Krudt værd, kom og slog ned paa Skæret og holdt et Hus, og naar jeg gik ud, flagrede de rundt om mig, saa jeg maatte vende om igen. Min Kone bad mig om at lade ham løbe, men jeg havde sat mig i Hovedet, at han skulde herop til Skansen. Og saa stillede jeg en af Børnenes Dukker i Vinduet, skjulte den lille allernederst i Kassen og begav mig paa Vej. Og Fuglene troede sagtens, det var ham, der stod i Vinduet, for de lod mig slippe afsted uden at forfølge mig.”
„Siger han ikke noget?“ spurgte Klement. — „Jo, i Begyndelsen prøvede han paa at raabe til Fuglene, men det vilde jeg ikke vide af; saa satte jeg en Knebel i Munden paa ham.” — „Men Åsbjørn,“ sagde Klement, „at du tør handle saadan med ham! Forstaar du da ikke, at han er noget overnaturligt?“ — „Jeg ved ikke, hvad Slags han er,“ sagde Åsbjørn rolig. „Det overlader jeg til andre at spekulere ud. Jeg er tilfreds, naar jeg blot faar ham godt betalt. Og sig mig nu, Klement, hvad tror du, Doktoren paa Skansen vil give mig for ham?”
Klement betænkte sig længe, inden han svarede. Men der var kommen saadan en Uro over ham for den smaas Skyld. Det var akkurat, som om hans Moder stod ved Siden af ham og sagde til ham, at han altid skulde være god imod de Smaa. „Jeg ved ikke, hvad Doktoren deroppe kan faa i Sinde at betale dig, Åsbjørn,“ sagde han. „Men hvis du vil lade mig faa ham, vil jeg give dig tyve Kroner for ham.”
Da Spillemanden nævnte den store Sum, saa Asbjørn paa ham med grænseløs Forbavselse. Han tænkte, Klement maatte mene, at den lille raadede over en hemmelig Magt og kunde være ham til Nytte. Han var ingenlunde sikker paa, at Doktoren havde saa høje Tanker om ham og vilde betale ham saa høj en Pris. Og saa tog han imod Klements Tilbud.
Spillemanden stak sit Indkøb ned i en af sine rumme-
