365
lige Lommer, vendte tilbage til Skansen og gik ind i en af Sæterhytterne, hvor der hverken var Besøgende eller Opsyn. Han trak Døren til efter sig, tog den lille frem og lagde ham forsigtig paa en Bænk; han var endnu bunden paa Hænder og Fødder, og hans Mund var tilstoppet.
„Hør nu efter, hvad jeg siger,” sagde Klement. „Jeg ved nok, at Folk af din Slags ikke holder af at ses af Mennesker, men helst vil gaa og pusle og lempe Tingene paa egen Haand. Derfor har jeg tænkt at give dig fri, men kun paa den Betingelse, at du bliver her i Parken, til jeg giver dig Lov at tage herfra. Gaar du ind paa det, saa nik tre Gange med Hovedet.”
Klement saa forventningsfuldt paa den lille, men denne rørte sig ikke.
„Du skal nok faa det godt,” sagde Klement. „Jeg skal sætte Mad frem til dig hver Dag, og jeg tror, du faar saa meget at bestille her, at Tiden ikke vil falde dig lang. Men du maa ikke rejse andre Steder hen, før du faar Lov af mig. Vi kan aftale et Tegn. Saa længe jeg sætter Mad frem til dig i en hvid Skaal, skal du blive her. Naar jeg sætter den frem i en blaa, maa du have Lov at rejse.“
Igen tav Klement og ventede, at den lille skulde give Tegnet, men han rørte sig ikke.
„Ja, ja,” sagde Klement, „saa er der vel ingen anden Raad, end at jeg viser dig til Husbonden her paa Stedet. Og saa bliver du sat i Glasskab, og alle Mennesker i hele Stockholm kommer ud for at se dig.”
Men dette lod til at gøre den lille forskrækket, og næppe havde Klement talt ud, før han gav Tegnet.
„Det var ret,” sagde Klement, tog sin Kniv op og skar Snoren over, som den lilles Hænder var bunden med. Derpaa gik han hurtig hen imod Døren.
Drengen løste Baandene om sine Ankler og tog Kneblen ud af Munden, inden han tænkte paa nogetsomhelst andet. Da han saa vendte sig om til Klement Larsson for at takke ham, var denne allerede borte.
Klement var ikke mere end akkurat kommen udenfor Døren, da han mødte en smuk og fornem, gammel Herre, der lod til at være paa Vejen hen til et kønt Udsigtspunkt der i Nærheden. Klement kunde ikke huske, at han før
