381
I FANGENSKAB.
Gorgo var ikke mer end tre Aar gammel og havde endnu ikke tænkt paa at tage sig en Kone og sætte Bo, da han en Dag blev fanget af en Jæger og solgt til Skansen. Der var allerede et Par Ørne i Forvejen. De holdtes fangne i et Bur, der var bygget af Jernstænger og Staaltraad. Det stod i fri Luft og var saa stort, at man havde plantet et Par Træer derinde og bygget en temmelig stor Stenhøj, for at Ørnene skulde føle sig som hjemme. Men trods alt dette trivedes Fuglene ikke. De sad næsten hele Dagen ubevægelige paa een og samme Plet. Deres smukke, mørke Fjerdragt blev forpjusket og glansløs, og deres Øjne stirrede ud i Luften som i haabløs Længsel.
Den første Uge efter at Gorgo var kommen i Fangenskab, var han endnu kraftig og livlig, men efterhaanden faldt der en tung Sløvhed over ham. Han blev siddende stille paa een og samme Plet som de andre Ørne, stirrede lige ud i Luften uden at se noget og vidste ikke af, at Dagene gik.
En Morgen, da Gorgo sad i sin sædvanlige Dvale, hørte han, at nogen kaldte paa ham udenfor Buret. Han var saa sløv, at han næppe kunde overkomme at vende Øjnene derhen, hvor Lyden kom fra. „Hvem er det, der kalder paa mig?” spurgte han. — „Men Gorgo, kender du mig ikke? Det er jo Tommeltot, der fløj omkring med Vildgæssene.” — „Er Akka ogsaa bleven fanget?” spurgte Gorgo i en Tone, som om han anstrengte sig for at klare Tankerne efter en lang Søvn. — „Nej, Akka og den hvide Gase og hele Flokken flyver nok nu velbeholden om oppe i Lapland,” svarede Drengen. „Det er bare mig, der er fangen her.”
Mens Drengen talede, saa han, at Gorgo vendte Blikket og begyndte at stirre ud i Luften ligesom før. „Kongeørn!” raabte Drengen. „Jeg har ikke glemt, at det var dig, der engang bar mig tilbage til Vildgæssene, og at du sparede den hvide Gases Liv. Sig mig, om jeg ikke kan hjælpe dig paa en eller anden Maade!” Gorgo løftede næppe Hovedet. „Forstyr mig ikke, Tommeltot!” sagde han. „Jeg sidder og drømmer, at jeg svæver frit omkring højt oppe i Luften. Jeg bryder mig ikke om at vaagne.” — „Du skulde røre lidt paa dig og se paa, hvad der sker omkring dig,” formanede Drengen, „ellers er jeg bange for, du snart bliver ligesaa elendig at se til som de andre Ørne.” — „Jeg vilde ønske, jeg var som de. De gaar saadan op i deres Drømme, at intet mere nu kan forstyrre dem,” sagde Gorgo.
