Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/391

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XXXVIII.
OVER GÄSTRIKLAND.

DET KOSTBARE BÆLTE.

Onsdag 15. Juni.

Ørnen blev ved at flyve, til han var naaet et godt Stykke norden for Stockholm. Der lod han sig dale ned paa en Bakke og løsnede sit Tag i Drengen.

Men ikke saasnart følte denne sig fri, før han gav sig til at løbe, alt hvad han kunde, tilbage til Stockholm.

Ørnen gjorde da et langt Spring, indhentede Niels og lagde sin Fod over ham. „Er det din Mening at vende tilbage til Fængslet?“ spurgte han. — „Hvad kommer det dig ved? Jeg har vel Lov at gaa, hvorhen jeg vil for dig,“ sagde Drengen og prøvede at slippe væk. Da tog Ørnen fast og sikkert om ham med sine stærke Kløer, lettede og fløj igen nordpaa.

Nu fløj Ørnen med Drengen over hele Uppland og standsede ikke, før han kom til det store Vandfald ved Älvkarleby. Han slog ned paa en Sten, der laa midt i Elven lige nedenfor det brusende Vandfald, og slap igen sin Fange løs.

Niels saa straks, at det var ganske umuligt at slippe bort fra Ørnen her. Oven over dem kom Faldets hvide Skumvæg styrtende, og rundt om dem brusede Elven. Han var meget forbitret over saadan at gøres til Ordbryder. Han vendte Ryggen til Ørnen og vilde ikke tale et Ord til ham.

Men nu, da Ørnen havde sat Drengen paa et Sted, hvor han ikke kunde undslippe, fortalte han ham, at han var opdragen af Akka fra Kebnekajse, men at der nu var Fjendskab mellem ham og hans Plejemoder. „Og nu forstaar du maaske, Tommeltot, hvorfor jeg vil bringe dig tilbage til Vildgæssene,” sagde han tilsidst. „Jeg har hørt sige, at du