392
Saa strømmede de allesammen op til det afsvedne Bjerg. Først stod de lidt stille og saa til, men saa kunde de ikke lade være at give sig til at arbejde med. For det kan være fornøjeligt at gaa og tilsaa sin Mark om Foraaret og tænke paa Sæden, der kommer op af Jorden, men dette var endnu mere tillokkende.
Det var ikke blot svage Straa, der skulde komme op af denne Udsæd, men det var stærke Træer med høje Stammer og mægtige Grene. Det var at frembringe ikke alene en Sommers Grøde, men Frodighed for mange Aar. Det var at vække Insektsummen og Drosselsang og Tjurleg og al Slags Liv paa den øde Brandtomt. Og saa var det ligesom et Mindesmærke, man rejste for de kommende Slægter. Man kunde have givet dem et bart, nøgent Bjerg i Arv, og nu fik de en stolt Skov i Stedet. Og naar det gik op for Efterkommerne, vilde de forstaa, at deres Forfædre havde været gode og kloge Folk, og de vilde tænke paa dem med Ærbødighed og Taknemmelighed.
