XLIV.
HOS LAPPERNE.
Begravelsen var forbi. Alle Aase Gaasepiges Gæster var gaaet, og hun sad alene tilbage i den lille Rønne, der havde tilhørt hendes Fader. Hun havde laaset Døren for at kunne sidde i Fred og tænke paa sin Broder. Hun tænkte paa alt, hvad lille Mads havde sagt og gjort, det ene efter det andet, og det var saa meget, at hun glemte at gaa i Seng og blev siddende oppe ikke alene hele Aftenen, men langt ud paa Natten. Jo mere hun tænkte paa Broderen, des mere indsaa hun, hvor svært det vilde blive at leve uden ham, og tilsidst lagde hun Hovedet paa Bordet og græd bitterligt. „Hvad skal der blive af mig, naar jeg ikke længer har lille Mads!” hulkede hun.
Det var som sagt langt ud paa Natten, og Aase Gaasepige havde haft en anstrengende Dag, saa det var ikke underligt, at Søvnen listede sig over hende, saasnart hun sænkede Hovedet. Og det var jo heller ikke underligt, at hun drømte om ham, som hun havde siddet og tænkt paa. Hun syntes, at lille Mads kom lyslevende ind i Stuen til hende. „Nu, Aase, skal du gaa ud og se at finde Fader,” sagde han. — „Hvor skal jeg kunne gøre det, naar jeg ikke engang ved, hvor jeg skal lede efter ham?“ syntes hun, hun svarede. — „Det skal du ikke være bekymret for!” svarede lille Mads rask og muntert, som hans Vane var. „Jeg skal nok sende dig en, der kan hjælpe dig.”
Lige idet Aase Gaasepige drømte, at lille Mads sagde dette, bankede det paa Døren til hendes Kammer. Det var en virkelig Banken og ikke noget, hun drømte. Men hun var i den Grad inde i sin Drøm, at hun ikke kunde skelne, hvad der var virkeligt og hvad der var Indbildning, og da hun gik hen at lukke op, tænkte hun: „Nu kommer bestemt den Hjælper, lille Mads har lovet at sende mig.“
