452
Havde det nu været Søster Hilma eller et andet rigtigt Menneske, der stod paa Dørtærskelen, da Aase Gaasepige lukkede Døren op, saa havde hun nok straks forstaaet, at Drømmen var forbi, men det var ikke noget Menneske. Den, der bankede, var en lille Pusling, ikke stort mere end en Haandsbred høj. Skønt det var sent paa Natten, var det ligesaa lyst som om Dagen, og Aase saa straks, at det var den samme lille Fyr, som hun og lille Mads havde truffet et Par Gange, mens de vandrede Landet igennem. Dengang var hun bange for ham, og det vilde hun ogsaa være bleven nu, dersom hun havde været rigtig vaagen. Men hun havde en Fornemmelse af, at hun endnu drømte, og derfor blev hun rolig staaende. „Jeg tænkte mig nok, at det var ham, lille Mads vilde sende herhen for at hjælpe mig at finde Fader,” tænkte hun.
Og det havde hun ikke helt Uret i, for den lille Fyr kom netop for at tale med hende om hendes Fader. Da han saa', at hun ikke var bange for ham, fortalte han hende med faa Ord, baade hvor Faderen var at finde, og hvordan hun skulde bære sig ad for at komme til ham.
Men imens han talte, vaagnede Aase Gaasepige efterhaanden op til fuld Bevidsthed, og da han var færdig, var hun lysvaagen. Og da blev hun saa forfærdet over, at hun stod og talte med en, der ikke hørte hendes Verden til, at hun ikke kunde faa et Ord over sine Læber, ikke engang Tak, men løb ind og slog Døren haardt i efter sig. Hun syntes dog, hun kunde se, at Drengen fik et meget bedrøvet Udtryk i sit Ansigt, da hun gjorde det, men det kunde hun ikke gøre for. Hun var helt ude af sig selv af Rædsel og skyndte sig at krybe i Seng og trække Tæppet op over Hovedet.
Men skønt hun. var bleven saa angst for den Lille, forstod hun dog, at han kun havde villet hendes Bedste, og næste Dag skyndte hun sig at gøre netop saadan, som han havde raadet hende.
Paa den vestre Bred af Luossajaure, en lille Sø, der laa mange Mil nordligere end Malmberget, var der en lille Lappelejr. Ved den sydlige Ende af Søen hævede der sig en vældig Bjergknold, der hed Kirunavåra, og som, efter hvad man sagde, bestod af lutter Jernmalm. Paa den nordøstlige Side laa et andet Bjerg, der hed Luossavåra, og det var ogsaa et rigt Jernbjerg. Man var nu i Færd med at anlægge en Jernbane
