456
ivrigt med dem. Han vilde aabenbart ikke have, at Aase skulde faa Lejlighed til at gøre ham flere Spørgsmaal om sin Fader.
Det var Morgen og smukt Vejr. Ola Serka selv, den fornemste af Lapperne, havde sagt, at han vilde gaa ud og lede efter Aases Fader. Men han skyndte sig ikke; han sad paa Hug uden for Teltet, tænkte paa Jon Assarson og spekulerede paa, hvordan han skulde bringe ham det Budskab, at hans Datter var kommen for at opsøge ham. Det gjaldt nemlig at gøre det saaledes, at Jon Assarson ikke blev forskrækket og flygtede, for han var en besynderlig Mand, der var bange for at se Børn. Han plejede at sige, at han fik saa mange mørke Tanker, naar han saa' dem, og det kunde han ikke udholde.
Mens Ola Serka spekulerede over dette, sad Aase Gaasepige og Aslak, den unge Lappeknøs, der havde ligget og stirret paa hende om Aftenen, paa Pladsen udenfor Teltet og snakkede sammen. Aslak havde gaaet i Skole og kunde tale Svensk. Han fortalte Aase om Samefolkets Liv og forsikrede hende, at de havde det bedre end alle andre Mennesker. Aase syntes, de havde det skrækkeligt, og det sagde hun. „Du ved ikke, hvad du taler om,“ sagde Aslak. „Bliv hos os bare en Uge, og du skal faa at se, at vi er det lykkeligste Folk paa hele Jorden.” — „ Bliver jeg her en Uge til, saa er jeg bange for, at jeg bliver kvalt af Røgen inde i Teltet,” sagde Aase. — „Saadan skal du ikke tale!“ sagde Lappeknøsen. „Du ved ingenting om os. Jeg skal fortælle dig en Historie, hvoraf du kan forstaa, at jo længer du bliver hos os, jo gladere vil du være ved det.”
Og saa begyndte Aslak at fortælle Aase om den Tid, da den store Sygdom, som kaldes „den sorte Død”, gik igennem Landet. Han vidste ikke, om den havde hærget oppe i det rigtige Sameland, hvor de nu befandt sig, men i Jämtland havde den huseret saa slemt, at alle de Lapper, der boede der i Skove og Fjelde, var døde, saa nær som en Dreng paa femten Aar; og af de Svenskere, der boede i Elvdalene, blev der heller ingen i Live uden en Pige, der ogsaa var femten Aar gammel.
„Drengen og Pigen havde vandret om i det øde Land en hel Vinter for at lede efter Mennesker, og ud paa Vaaren traf de endelig paa hinanden,” fortalte Aslak videre. „Da bad den svenske Pige Lappedrengen om at følge hende sydpaa, saa hun kunde komme til Folk af sin egen Stamme. Hun vilde ikke
