458
Efter nogle Dages Forløb kom Pigen hen til Drengen, mens han sad og malkede Rensdyrene, og bad, om hun maatte hjælpe ham. Hun tog sig ogsaa paa at gøre Ild under Gryden, naar der skulde koges Rensdyrkød, bære Vand og lave Ost. Der kom snart en skøn Tid, Vejret var varmt, og det var let at faa Mad. De gik sammen ud at sætte Snarer for Fuglene, fiskede Ørred i Fosserne og plukkede Multebær i Moserne.
Da Sommeren var forbi, flyttede de saa langt ned ad Fjeldet, at de naaede Grænsen mellem Naaleskov og Løvskov, og der slog de Lejr igen. Det var nu Slagtetid, og de maatte hver Dag arbejde strengt, men det var ogsaa en god Tid, for de kunde skaffe sig endnu bedre Mad end om Sommeren. Da Sneen kom og Isen begyndte at lægge sig over Søerne, drog de længere mod Øst ned i den tætte Granskov. Da de havde faaet Teltet rejst, tog de fat paa Vintersyslerne. Drengen lærte Pigen at sno Traad af Rensdyrsenerne, at berede Skind, at sy Klæder og Sko af Skind, at lave Kamme og Redskaber af Rensdyrtakker, at løbe paa Ski og køre i Rensdyrslæde. Da den mørke Vinter var gaaet, og Solen begyndte at skinne varmt, sagde Drengen til Pigen, at nu vilde han følge hende mod Syd, for at hun kunde finde Folk af sin egen Stamme. Da saa' Pigen forundret paa ham. „Hvorfor vil du sende mig bort?” spurgte hun. „Længes du efter at være alene med dine Rensdyr?” — „Jeg mente, det var dig, der længtes,“ sagde Drengen. — „Jeg har nu levet Samefolkets Liv i næsten et Aar,” sagde Pigen. „Jeg kan ikke vende tilbage til mit Folk og leve i trange Boliger, efter at jeg har vandret frit omkring paa Fjeldene og i Skovene. Jag mig ikke bort, men lad mig blive her, for eders Liv er bedre end vort!”
Og Pigen blev hos Drengen hele sit Liv og længtes aldrig efter Folkene og Livet i Dalene. Og hvis du, Aase, vilde blive her blot en Maaned, saa vilde du heller aldrig mere skilles fra os.”
Med disse Ord sluttede Lappedrengen Aslak sin Fortælling, og i det samme tog hans Fader, Ola Serka, Piben ud af Munden og rejste sig. Gamle Ola forstod mere Svensk, end han vilde være ved, og han havde forstaaet Sønnens Ord. Og mens han lyttede til dem, var det pludselig gaaet op for ham, hvordan han skulde bære sig ad med at fortælle Jon Assarson, at hans Datter var kommen for at lede efter ham.
