479
„Jeg har hørt, at i gamle, gamle Dage overfaldt Ulvene fra Sonfjeldet en Mand, der kørte om og solgte Tønder og Baljer,“ sagde Bataki. „Han var fra Hede, en Landsby, som ligger her i Dalen et Par Mil højere oppe end her, hvor vi er. Det var Vinter, og Ulvene satte efter ham, da han kørte over Isen paa Ljusnan. De var vel en halv Snes Stykker, og Manden fra Hede havde en daarlig Hest, saa han havde ikke stort Haab om at slippe fra dem.
Da Manden hørte Ulvene tude og saa', hvad det var for en stor Flok, han havde efter sig, tabte han Hovedet og tænkte ikke engang paa, at han kunde kaste Bøtter og Spande og Kar ned af Læsset for at gøre det lettere. Han piskede kun løs paa Hesten, og den satte saa god Fart paa, som den paa nogen Maade var i Stand til, men Manden saa' snart, at Ulvene kom nærmere og nærmere. Der boede ingen Mennesker ved Bredden af Søen, og han havde flere Mil til den nærmeste Gaard. Det saa' ud, som om hans sidste Time var kommen, og han mærkede, at han blev ganske stiv af Skræk.
Mens han sad der helt forstenet, saa' han noget røre sig mellem de Granris, der var sat ud paa Isen til Vejkending. Og da han saa', hvem det var, der gik der, syntes han, den Rædsel, der var over ham, blev ti Gange større end før.
Det var ikke Ulve, der kom imod ham, men en gammel, fattig Kone. Hun hed Finne-Malene og strejfede altid om paa Veje og Stier. Hun var lidt halt og pukkelrygget, saa han kunde kende hende langt borte. Den gamle Kone gik lige imod Ulvene. Rimeligvis kunde hun ikke se dem for Slæden, og Manden fra Hede indsaa straks, at kørte han hende forbi uden at advare hende, saa gik hun lige i Gabet paa de vilde Dyr, og mens de sønderrev hende, kunde han selv naa at slippe bort.
Hun gik langsomt, bøjet over sin Stok. Der var ingen Tvivl om, at hjalp han hende ikke, var hun fortabt. Men selv om han holdt stille og lod hende sætte sig i Bunden af Slæden, var det ikke derfor sagt, at hun vilde blive frelst. Tog han hende med op i Slæden, var der mest Udsigt til, at Ulvene vilde indhente dem, og at baade han og Hesten satte Livet til. Mon det dog ikke var rigtigt at opofre eet Liv for at frelse to andre?
Det stod altsammen klart for ham i samme Øjeblik, han saa' den gamle. Og ikke nok med det, men han fik ogsaa Tid til at tænke paa, hvordan det vilde være for ham bagefter, om han vilde fortryde, at han ikke havde hjulpet den gamle, eller
