489
Den næste af Brødrene begyndte ogsaa med at pløje en bred og dyb Fure, og han var saa heldig at finde en god, flad Strækning imellem Tuerne, saa han kunde føre den til Ende uden Afbrydelse. Hist og her kørte han op ad nogle Kløfter, og jo længere han kom mod Nord, jo flere Bugter var han nødt til at gøre, og jo smallere blev Furen. Men han var saa godt i Gang, at han ikke standsede ved Grænsen, men kørte et godt Stykke længere, end han behøvede.
Ogsaa for den tredje Broder, ham, der stod til venstre for den ældste, gik det i Begyndelsen godt. Han fik skaaret en Fure, der var bredere end nogen af de andre, men snart stødte han paa saa daarlig Jord, at han maatte bøje mod Vest. Saa snart som muligt kørte han paany mod Nord, pløjede baade i Dybden og i Bredden, men blev standset, længe inden han naaede Grænsen. Han vilde nu ikke blive holdende midt paa Marken, men vendte Hestene og bøjede af i en anden Retning. Men et Øjeblik efter var han saadan lukket inde, at han maatte holde op. „Denne Fure bliver nok den ringeste,” tænkte han og satte sig ned paa Ploven for at vente paa Faderen.
Det er ikke nødvendigt at fortælle, hvordan det gik de andre. De klarede sig alle som Mænd. De, der pløjede i Midten, havde det strengt, men de, der gik Øst og Vest for dem, havde det endnu værre, for der var Jorden saa fuld af Sten og Sumpe, at det var umuligt at faa Plovfurerne lige og jævne. Hvad de to yngste angaar, saa kunde de knap gøre andet end vende og dreje Ploven, men alligevel gjorde de et godt Stykke Arbejde.
Da Aftenen faldt paa, sad de syv Brødre trætte og modfaldne hver ved Enden af sin Fure og ventede.
Saa kom Faderen gaaende. Han kom først til den, der havde arbejdet længst mod Vest.
„God Aften!“ sagde Faderen, da han kom. „Hvordan er det gaaet med Arbejdet?”
„Kun smaat,” sagde Sønnen. „Det var et besværligt Overdrev, I gav os at pløje.“ — „Du sidder jo med Ryggen til Arbejdsmarken,” sagde Faderen. „Vend dig om, saa du kan se, hvad du har udrettet! Det er ikke saa lidt, som du tror.”
Og da Sønnen vendte sig om, saa' han, at der, hvor han havde gaaet med sin Plov, havde der dannet sig herlige Dale med Søer i Bunden og smukke, skovrige Dalvægge.
