Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/496

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

490

Han var kommen igennem et godt Stykke af Dalsland og Nordmarks Herred i Värmland og havde oppløjet baade Lakssøen og Lelången og Stora Lee og de to Silar, saa Faderen havde god Grund til at være tilfreds med ham.

„Lad os nu gaa hen og se, hvad de andre har faaet bestilt,” sagde Faderen. Den næste af Sønnerne, de kom til — det var ham, der var den femte i Rækken — havde pløjet hele Jösse Herred og Søen Glafsfjorden. Den tredje Søn havde pløjet Värmlen, den ældste Fryksdalen og Frykensøerne, den næstældste Älvdalen med Klarelven. Den fjerde havde haft strengt Arbejde henne i Bergslagerne og havde pløjet Yngen og Daglösen foruden en Mængde andre Smaasøer. Den sjette havde fulgt en underlig Fure. Først havde han ryddet Plads til den store Sø Skagern, derpaa havde han pløjet en smal Fure, som Letelven fyldte, og tilsidst var han kommen over Grænsen og havde gaaet og hakket Jorden op til Smaasøer inde i Västmanlands Bjergværksegne.

Da Faderen havde set hele Pløjelandet, sagde han, at saavidt han kunde dømme, havde de gjort saa godt et Stykke Arbejde, at han kunde være tilfreds med det. Nu var Landet ikke længere en Vildmark, nu kunde det bebos og dyrkes. De havde frembragt mange fiskerige Søer og frugtbare Dale, Elve og Aaer dannede Fald, der kunde drive Møller, Savværker og Smedjer. Paa Aasene mellem Furerne var der Plads til Skov, saa der kunde drives baade Skovhugst og Kulbrænding, og nu var der ogsaa Mulighed for at skaffe banede Veje hen til de store Jernmalmslejer i Bergslagerne.

Sønnerne blev glade ved at høre alt dette, men nu vilde de ogsaa vide, hvis Fure der var den bedste.

„I et Pløjeland som dette,“ sagde Faderen, „er det af større Betydning, at alle Furerne passer godt til hinanden, end at den ene er bedre end den anden. Jeg tror, at hvem der kommer til de lange, smalle Søer i Nordmarken og i Dalsland, vil indrømme, at han sjælden har set noget skønnere. Men derefter bliver han alligevel glad ved at se de lyse, frugtbare Egne rundt om Glafsfjorden og Värmlen. Og naar han saa har opholdt sig en Tid i de aabne, livlige, bebyggede Egne, saa vil det fornøje ham at ombytte dem med de lange, trange Dale langs med Fryken og Klarelven. Og skulde han ogsaa blive træt af disse, saa vil det opmun-