44
ligere. I denne den yderste Nød tog Purken omsider Mod til sig og dundrede paa Døren af alle Kræfter.
Et Barn korn og lukkede op, og Purken saa sig om i Stuen. Midt paa Gulvet sad en Kone, der holdt paa Gasen for at klippe Svingfjerene af den. Det var hendes Børn, der havde fundet Gasen, og hun vilde ikke gøre den Fortræd. Hun vilde blot lukke den ud til sine egne Gæs, saasnart hun havde klippet dens Vinger, for at den ikke skulde flyve sin Vej. Men der kunde jo ikke hænde Gasen nogen større Ulykke, og den skreg og jamrede af alle Kræfter.
Og en Lykke var det, at Konen ikke havde begyndt at klippe før. Nu var der kun faldet to Fjer for Saksen, da Døren gik op, og den lille Purk stod paa Dørtrinnet. Men saadan en havde Konen aldrig i sit Liv set. Hun kunde ikke tænke andet, end at det var Nissefar selv, og hun tabte Saksen af Forskrækkelse, slog Hænderne sammen og glemte at holde fast paa Gasen.
Saasnart den følte sig fri, løb den hen til Døren. Den gav sig ikke Tid til at staa stille, men i Farten greb den Purken i Halslinningen og tog ham med. Og paa Trappen bredte den Vingerne ud og hævede sig op i Luften. Med det samme gjorde den et flot Sving med Halsen og satte Purken op paa sin dunglatte Ryg.
Saa bar det afsted med dem op i Luften, og hele Vittskövle stod og stirrede efter dem.
I ÖVEDSKLOSTERS PARK.
Hele den Dag, da Gæssene legede med Ræven, laa Drengen og sov i en tom Egernrede. Da han ud paa Aftenen vaagnede, var han meget bekymret. „Nu bliver jeg snart sendt hjem, og da kan det jo ikke undgaas, at jeg viser mig for Fader og Moder,” tænkte han.
Men da han fandt Vildgæssene, der laa og svømmede i Vombsøen, var der ingen af dem, der talte et Ord om, at han skulde rejse. „De synes maaske, den hvide er for træt til at flyve hjem med mig i Aften,” tænkte Drengen.
Næste Morgen vaagnede Gæssene ved det første Daggry, længe før Solopgang. Nu var Drengen ganske sikker paa, at Hjemrejsen skulde gaa for sig, men mærkeligt nok fik baade han og den hvide Gase Lov at følge med Vildgæssene paa deres Morgentur. Drengen kunde slet ikke begribe, hvad Grun-
