500
Og saa vendte hun sig om til Dueflokken og sagde til den, idet hun lo af sig selv, mens hun sagde det: „Vil I ikke flyve tilbage til min Fader og sige ham, at jeg længes hjem? Nu har jeg længe nok rejst om paa fremmede Steder. Spørg ham, om han ikke vil sørge for, at jeg snart kan flytte herhjem igen?”
Næppe var Ordene sagt, før hele Dueflokken svang sig til Vejrs og fløj bort. Hun søgte at følge den med Øjnene, men den forsvandt straks. Det var, som om hele den hvide Flok havde opløst sig i den maanelyse Luft.
Aldrig saasnart var Duerne forsvundne, før hun hørte høje Skrig fra Haven, og da hun hurtig løb derned, saa hun noget meget mærkeligt. Der stod en bitte lille Fyr, der ikke kunde være stort mere end en Haandsbred høj, og sloges med en Natugle. Først blev hun saa overrasket, at hun ikke kunde røre sig. Men da den lille skreg ynkeligere og ynkeligere, lagde hun sig hurtig imellem og skilte de kæmpende ad. Uglen svang sig op i et Træ, men den lille Mand blev staaende paa Grusgangen uden at gemme sig eller løbe sin Vej. „De skal have Tak for Hjælpen!” sagde han. „Men det var dumt, De lod Uglen slippe bort. Jeg kan ikke komme af Stedet, for hun sidder lige heroppe i Træet og lurer paa mig.”
„Ja, det var tankeløst af mig, at jeg lod den flyve. Men kan jeg ikke i Stedet for følge dig derhen, hvor du hører til?” sagde hun, der plejede at digte Eventyr, og var ikke lidt forbavset over uforvarende at være kommen i Samtale med en af de Smaa. Men i Grunden var hun ikke saa forbavset endda. Det var, som om hun hele Tiden, mens hun gik der i Maaneskinnet udenfor sit gamle Hjem, havde ventet, at hun skulde komme til at opleve noget mærkeligt.
„Egentlig havde jeg tænkt at blive her paa Gaarden Natten over,” sagde den lille. „Dersom De kun vilde vise mig en sikker Soveplads, vil jeg ikke vende tilbage til Skoven før Daggry.” — „Skal jeg vise dig en soveplads? Bor du da ikke her?” — „Jeg kan tænke, De tror, jeg er en Nisse!“ sagde Mandslingen nu, „men jeg er et Menneske ligesom De; jeg er kun bleven forvandlet af en Nisse.” — „Det var det mærkeligste, jeg har hørt. Kan du ikke fortælle mig, hvordan du er kommen saadan afsted?“
Niels Holgersen havde ikke noget imod at fortælle sine Eventyr, og hun, der hørte paa ham, blev mere og mere forundret og glad, altsom Fortællingen skred frem. „Nej,
