504
i Värmland. Der var saa fuldt af Søer, at Landet gik ind imellem dem som smalle, toppede Bakker. Jorden duede ikke til at dyrke Korn paa, men saa meget bedre trivedes Træerne, og Dalens bratte Sider laa som de skønneste Haver. Der maatte være noget i Luften eller i Vandet, der holdt fast paa Sollyset, ogsaa efter at Solen var sunket ned bag Aasene. Guldstriber spillede hen over de mørke, blanke vandspejl, og over Jorden dirrede et lyst, blegrødt Skær, hvorfra gulhvide Birke, lyserøde Espetræer og rødgule Rønnetræer stak op.
„Synes du ikke ogsaa selv, Morten Gase, at det bliver kedeligt aldrig mere at faa noget saa kønt at se?” sagde Drengen. — „Jeg holder mere af at se paa de fede, flade Marker i Skaane end paa disse magre Skovbakker,” svarede Gasen. „Men du kan nok tænke, at vil du endelig fortsætte Rejsen, saa kan jeg ikke skilles fra dig.“ — „Det Svar ventede jeg mig af dig,” svarede Drengen, og man kunde tydelig høre paa hans Stemme, at der faldt en tung Sten fra hans Hjerte.
Da de derpaa fløj over Bohuslän, saa' Drengen, at Fjeldvidderne blev mere sammenhængende, Dalene laa som smalle Kløfter, der var sprængt ned i Bjergets Grund, og de lange Søer i Dalbunden var saa sorte, som om de korn fra Jordens Dyb. Det var ogsaa et herligt Landskab, og som Drengen nu saa' det, snart med en lille Solstribe over sig, snart i Skygge, syntes han, der var noget vildt og ejendommeligt over det. Han vidste ikke, hvad det kom af, men det faldt ham ind, at her maatte der i gamle Dage have levet stærke og tapre Kæmper, der havde fristet mange farlige og kække Eventyr i disse hemmelighedsfulde Egne. Den gamle Lyst til at opleve mærkelige Begivenheder vaagnede hos ham. „Det er ikke umuligt, at jeg kommer til at savne Spændingen ved hver eller hveranden Dag at være i Livsfare,“ tænkte han. „Det er bedst at være tilfreds med det, som det er.“
Det sagde han nu ingenting om til den store, hvide, for Gæssene fløj over Bohuslän med den største Fart, der var dem mulig, og Gasen var saa forpustet, at han ikke kunde faa et Ord frem. Solen stod nede ved Synskredsen, og engang imellem forsvandt den bag en Top, men Vildgæssene fo'r saa hastigt afsted, at de atter og atter fik den at se.
Endelig saa' de i Vest en blank Stribe, der voksede og
