46
det er et højt Slot af Sten? Ser I ikke, hvad for nogle smukke Mure det har, ser I ikke, hvor mange Vinduer det har, og store Porte, og en pragtfuld Terrasse, vov, vov, vov? Naa, saa det kalder I for en Hytte? Ser I ikke Gaarden, ser I ikke Haven, ser I ikke Drivhusene, ser I ikke Marmorstøtterne? Kalder I det for en Hytte? Plejer Hytter at have en Park, hvor der er baade Bøgeskove og Nøddekrat og Skovenge og Egelunde og Granplantager og en Dyrehave, der er fuld af Raadyr, vov, vov, vov? Kalder I det for en Hytte? Har I nogensinde set Hytter, der har saa mange Udhuse omkring sig, at det ser ud som en hel By? Kender I mange Hytter, der har egen Kirke og egen Præstegaard, og som raader over Herregaarde og Bøndergaarde og Forpagtergaarde og Husmandshuse, vov, vov, vov? Kalder I det for en Hytte? Til denne Hytte hører det største Gods i Skaane, I Tiggere. Der, hvor I hænger i Skyerne, kan I ikke se en Plet Jord, der ikke staar under denne Hytte, vov, vov, vov.“
Alt dette raabte Hunden i eet Aandedrag, og Gæssene fløj frem og tilbage over Gaarden og hørte paa den, til den var nødt til at trække Vejret. Men saa skreg de: „Hvad bliver du saa vred for? Vi spurgte ikke om Slottet, vi spurgte kun om dit Hundehus.”
Da Drengen hørte disse Løjer, lo han først, men saa blev han greben af en Tanke, der pludselig gjorde ham alvorlig. „Tænk, hvor meget morsomt du vilde faa at høre, hvis du fik Lov at følge med Vildgæssene hele Landet igennem lige op til Lapland,” sagde han til sig selv. „Naar du dog er kommen i den Ulykke, saa var saadan en Rejse det bedste, du kunde finde paa.”
Vildgæssene fløj hen paa en af de store Marker øst for Herregaarden for at æde Græsrødder, og det blev de ved med i Timevis. Imidlertid gik Drengen ind i den store Park, der stødte op til Marken, fik fat paa en Nøddekrog og gav sig til at kigge op i Buskene for at se, om der ikke skulde være blevet et Par Nødder hængende fra om Efteraaret. Men igen og igen, mens han gik der i Parken, kom den samme Tanke tilbage. Han udmalede sig, hvor morsomt han vilde faa det, dersom han fulgte med Vildgæssene. Sulte og fryse, det vilde han nok komme til mange Gange, men saa blev han til Gengæld fri baade for at arbejde og læse.
Mens han gik der, kom den gamle, graa Førergaas hen til ham og spurgte, om han havde fundet noget at spise. Nej,
