523
Færd med at lede sig en soveplads op, da han saa en lille Flok Mennesker komme henad Landevejen. Det var en ung Lærerinde med en tolv, tretten Børn om sig. De kom gaaende i en tæt Klynge med Lærerinden i Midten og Børnene rundt om hende. De talte saa muntert og fortroligt, at Drengen fik Lyst til at følge med et Stykke Vej og høre, hvad de sagde til hverandre.
Det var en let Sag, for naar han holdt sig i Skyggen ved Kanten af Vejen, var det næsten umuligt for nogen at se ham. Og hvor femten Mennesker gik henad en Vej, var der saadan en Larm af Fodtrin, at ingen kunde høre Gruset knirke under hans smaa Træsko.
For at holde Børnene i godt Humør paa Turen havde Lærerinden gaaet og fortalt dem gamle Sagn. Hun var lige færdig med et, da Drengen sluttede sig til Skaren, men Børnene bad hende straks fortælle et til. „Har I hørt Sagnet om den gamle Kæmpe fra Vestergötland, der drog til en Ø højt oppe i Nordhavet?” spurgte Lærerinden. Nej, det havde Børnene ikke, og Lærerinden begyndte:
„Det hændte en Gang en mørk og stormfuld Nat, at et Skib forliste ved et lille Skær højt oppe i Nordhavet. Fartøjet splintredes mod Klipperne, og af hele Besætningen var der kun to Mand, der reddede sig op paa Land. Der stod de paa Skæret drivvaade og stivfrosne, og de blev naturligvis meget glade, da de saa et stort Baal blusse paa Strandbredden. De skyndte sig hen til Ilden uden at tænke paa nogen Fare. Først da de var helt henne ved den, saa de, at der ved Ilden sad en frygtelig gammel Kæmpe, saa stor og sværlemmet, at de ikke kunde tvivle om, at det var en Mand af Jætteslægten, de stod lige overfor.
De blev staaende og betænkte sig, men Nordenvinden fo'r hvinende hen over Skæret med sin forfærdelige Kulde. De vilde snart fryse ihjel, hvis de ikke fik Lov at varme sig ved Kæmpens Baal, og de besluttede at vove sig hen til ham. „God Aften, Far,” sagde den ældste af dem. „Vil I give to forliste Sømænd Lov til at varme sig ved jeres Ild?“ Kæmpen fo'r op af sine Tanker, rejste sig halvt og drog Sværdet af Skeden. „Hvad er I for nogle?“ spurgte han, for han var gammel og saa' daarligt og vidste ikke, hvad det var for nogle Væsener, der talte til ham.
„Vi er Vestgöter begge to, hvis I bryder jer om at vide det,” svarede den ældste af de to Sømænd. „Vort Skib er
