526
været saa mægtige i deres Tid, saa faar jeg ligesom større Agtelse for Menneskene, for nu er det alligevel dem, der har gjort sig til Herrer baade over Sletten og Bjergene.”
Kæmpen trak lidt paa Næsen. Det lod ikke til, han var videre tilfreds med Svaret, men han tog snart Samtalen op igen. „Hvordan staar det til med Trollhättan nu for Tiden?“ sagde han. — „Den bruser og tordner, som den altid har gjort,” sagde Sømanden. „I var maaske med til at sætte de store Vandfald i Gang, ligesom I var med til at spare Vestgötabjergene?“ — „Aa, ikke netop det,“ sagde Kæmpen, „men jeg kan huske, at da jeg var en lille Knægt, brugte mine Brødre og jeg dem gerne til Rutschbane. Vi stillede os paa en Tømmerstok, og saa gik det afsted ned ad Gullöfaldet og Toppöfaldet og de andre tre Fald. Vi kom farende saa rask, at vi var nær ved at rutsche helt ned i Havet. Jeg gad vidst,om der nutildags er nogen i Vestergötland, der morer sig paa den Maade.” — „Det er ikke godt at vide,” sagde sømanden. „Men jeg synes næsten, det er en endnu mærkeligere Bedrift, at vi Mennesker har været i Stand til at lave en Kanal langs med Faldene, saa vi ikke alene kan fare ned ad Trollhättan, som I gjorde i jeres unge Dage, men ogsaa kan fare op ad den i Baade og Dampskibe.”
„Det var mærkeligt at høre,“ sagde Kæmpen, og det var, som om Svaret gjorde ham lidt gnaven. „Kan du nu ogsaa sige mig, hvordan det staar til med den Egn henne ved Mjörn-Søen, som de kaldte for Sulteröd?” — „Ja, den har voldt os mange Bekymringer,” sagde Vestgöten. „Det er maaske jer, der har været med til at lægge den der saa mager og trøstesløs?“ — „Aa, ikke netop det,” sagde Kæmpen, „i min Tid voksede der prægtig Skov paa det Sted. Men saa skete det, da jeg holdt en af mine Døtres Bryllup, at vi trængte til meget Brænde at fyre i Bagerovnen med, og saa tog jeg et langt Tov, slog det om hele Skoven i Sulteröd, rev den om med et eneste Ryk og bar den hjem. Jeg gad vidst, om der nutildags er nogen, der kan rive saa megen Skov om paa een Gang?” — „Det er mere, end jeg tør svare paa,” sagde Vestgöten, „men det ved jeg, at i mine unge Dage laa Sulteröd nøgen og ufrugtbar, og nu har Folk plantet Skov over det hele. Det kalder jeg ogsaa for Mandsdaad.”
„Naa, men nede i det sydlige Vestergötland, der kan vel ingen Mennesker brødføde sig?” sagde Kæmpen. — „Har
